Det vi har sammen

Nu flytter de indsatte ind i det nye statsfængsel

Storstrøm Fængsel har fået sine første bebeoere. Foto: Kriminalforsorgen

Stille og roligt bliver cellerne i det nye statsfængsel nu fyldt op med indsatte. De første har gjort deres ankomst.

Danmarks næststørste fængsel er langsomt begyndt at få beboere i cellerne.

De første indsatte er nemlig ved at flytte ind i Storstrøm Fængsel på Falster, bekræfter Kriminalforsorgen.

Og ifølge dem kommer indflytningen til at ske stille og roligt, før alle 250 indsatte er på plads. Syv indsatte er således flyttet ind mandag, og syv er flyttet ind tirsdag. 

Læs også Nyt fængsel rummer høj sikkerhed og æstetik

Bygget som en landsby

De indsatte får hver en celle på 12 kvadratmeter, som er indrettet med en seng, to skabe, et køleskab, et fjernsyn, et bord, en stol og en lille reol. Fængslet er bygget op som en lille landsby, hvor fire til syv celler sammen har adgang til opholdsareal, fælleskøkken og forskellige aktiviteter.

Samtidig består fængslet af bygninger med kantede facader og knækkede tagrygge, som giver et klassisk landsbyudtryk. Omgivelserne er pæne og ordentlige, fordi Kriminalforsorgen mener, at det styrker de indsattes mulighed for at komme til at fungere i samfundet igen.

- Alle forskningsresultater viser, at dét at behandle mennesker dårligt, får man ikke bedre resultater af. De mennesker skal jo tilbage i samfundet på et tidspunkt, og hvis vi behandler dem som dyr, så bliver de til dyr, og så bliver det noget rigtig skidt at få dem lukket ud i samfundet igen, sagde institutionschef og fængselsansvarlig Michael Gjørup til TV ØST, da fængslet blev indviet i slutningen af september. 

Læs også Naboer til landets næststørste fængsel: - Byggeriet i sig selv er jo ikke grimt

Stor fokus på sikkerhed

Det store fængsel på Falster har taget fem år at bygge, og det består af intet mindre end 1.140.000 mursten. Det rummer også en besøgsafdeling, tre besøgslejligheder og en legeplads for at støtte de indsattes forhold til deres familier på den anden side af murene.

Men der er selvfølgelig også fokus på sikkerhed i det nye fængsel. De indsatte bliver overvåget af et avanceret sikkerheds- og alarmsystem med cirka 300 kameraer.

Det er omkredset af en mere end en kilometer lang og seks meter høj ringmur, der er helikoptersikring, lukket gårdtursanlæg og mulighed for at dele de indsatte op.

Fængslet har også plads til op mod 220 ansatte, både fængselsbetjente, socialrådgivere, skolelærere og værkmestre.

Tip os Har du et godt tip?