For lige knap et år siden stod børnehaven Eventyrlunden i Holbæk i flammer.
I går, fredag, blev det første spadestik til den nye daginstitution taget.
Den 27. februar sidste år brændte en stor del af den oprindelige børnehave ned, efter ukendte gerningsmænd satte ild til stedet.
Men efter mange donationer og en udbetaling på 13 millioner kroner fra forsikringen, kunne Holbæks borgmester fredag tage det første spadestik til den nye del af institutionen. Og det glæder de fremmødte.
- Det har været en svær tid, siger Ane Carlsen, der er forælder.
- Det har ikke været særlig sjovt at blive genhuset. Selvom lokalerne har været fine, så var det jo ikke ligeså godt, som det har været her før. Så vi glæder os.
Artiklen fortsætter under billedet.
Sagen er henlagt
Den 19. februar meddelte Midt- og Vestsjællands Politi, at de stadig er på bar bund i sagen, og derfor bliver sagen henlagt.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det betyder, at sagen kun bliver taget frem igen, hvis der kommer nye oplysninger.
- Vi har desværre indstillet efterforskningen i denne brandsag. Det er ikke lykkedes for os at finde frem til brandstifteren, lød det fra Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt og Vestsjællands Politi, til TV ØST.
- Vi har haft nogle brandteknikere til at kigge på institutionen og arnestedet derinde. Vi har sikret nogle tekniske spor og sammenholdt med den efterforskning, vi ellers har lavet, men det er desværre ikke lykkedes at finde frem til brandstifteren.
Det ventes, at alle børnene og de ansatte kan rykke ind i den nye og optimerede bygning den 30. september.