Det vi har sammen

Nordens bedste sild er en Tøsesild

01:00

Anretning af vindersild.

Berit Sylvest fra Holbæk rendte med sejren, da der blev afholdt Nordisk mesterskab i sild 2017 i weekenden. Få opskriften på ”Tøsesilden” her.

Originale ingredienser, flot anretning og god smag er opskriften på en vindersild, og den opskrift havde Berit Sylvest fra Holbæk. I weekenden deltog hun nemlig i Nordisk mesterskab i sild 2017 på Nyhavns færgekro, og det blev belønnet med en førsteplads.

- Altså jeg var meget overrasket. Da de udnævnte nummer tre og nummer to tænkte jeg, at jeg måtte hjem og slikke mine sår, og så viste det sig, at jeg havde vundet. Jeg rystede på hovedet hele dagen i går. Jeg kunne slet ikke forstå det, fortæller Berit Sylvest.  

En mild sildemad

Det er 7. år i træk, at sildedysten bliver afholdt, men det var første gang, at Berit Sylvest deltog. Hun er da heller ikke hjemme i sildeopskrifter overhovedet. Faktisk bryder hun sig ikke særlig meget om almindelige sild, og det var dét, der inspirerede hende til at finde på en opskrift til dem, der endnu ikke er sildefans.

- Jeg lavede en meget mild og blød sild, med flotte hvide og røde farver, og det gav mig ideen til at kalde det en ”Tøsesild”.   

Præmien var et luksusophold i København, og Tøsesildene kommer desuden på Nyhavn Færgekros store sildebord i resten af 2017.

Hvis du har lyst til selv at prøve kræfter med vindersildene, så afslører Berit Sylvest sin opskrift lige her:   

 

Tøsesild

  • 5 stk. gammeldags modnet sildefileter
  • 0,5 dl. Mayonnaise
  • 1 dl fløde pisket til blød skum
  • Kornene fra 1 vaniljestang
  • Evt. lidt vaniljeessens

Smag mayonnaisen til med vanilje og vend flødeskummet i. Vend sildene, der er skåret i bidder, i dressingen.

Granatæblesirup

  • Kernerne fra 2 granatæbler
  • 1 dl. Rørsukker
  • 1 spsk. glukosesirup
  • Et par stjerneanis

Kog alle ingredienserne op og tryk saften ud af kernerne. Si saften og kog den ind til sirup.

Anret silden på rugbrød, evt. med smør. Pynt med siruppen, groft hakket rosenpeber og finthakket rødløg.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App