Det vi har sammen

Ninette redder syge pindsvin

01:51

Syge pindsvin får en ny chance hos Ninette Graugaard på Falster, som driver et hjem for pindsvin, der ikke kan klare sig selv.

Lige nu ligger 15 pindsvin og sover under halmen i stalden hjemme hos Ninette Graugaard på Falster.

- De fleste af dem er gået i hi, så de ligger helt stille og hygger sig, siger Ninette Graugaard.

Det er to år siden, at Ninette Graugaard tog imod sit første syge pindsvin. Siden har hun haft omkring 50 boende. Ninette Graugaard arbejder frivilligt for foreningen Pindsvinevennerne i Danmark, hvor hun hjælper syge pindsvin.

Hvis man kan redde et, der skal lave nogle fine unger til næste år, så synes jeg, at det er det hele værd.

Ninette Graugaard, frivillig, Pindsvinevennerne i Danmark

Her sørger hun for mad, vand og pleje til pindsvinene. Når de er raske, bliver de sat tilbage i naturen.

- Hvis man kan redde et, der skal lave nogle fine unger til næste år, så synes jeg, at det er det hele værd, siger Ninette Graugaard.

Pindsvin i naturen går i hi om vinteren. Derfor skal være ekstra opmærksom, hvis man støder på et vågent pindsvin netop nu. 

- Hvis de ikke er gået i hi, er der ret stor risiko for, at de fejler noget, siger Ninette Graugaard.

Kan ikke finde føde

Pindsvin lever af små insekter som for eksempel biller, larver og regnorm, og når vinteren kommer, er det svært for dem at finde føde.

- Problemet er, at det de spiser nu, har gravet sig ned i jorden, så de kan faktisk ikke finde noget at spise, siger Ninette Graugaard.

Et pindsvin taber omkring halvdelen af sin vægt, mens det er i hi, men hvis det vejer for lidt, når det ligger sig til at sove, er der en stor risiko for, at det aldrig vågner op igen.

- Det skal helst veje minimum 700 gram, hvis de skal kunne klare at gå i hi, forklarer Ninette Graugaard.

Ninette giver naturen en hjælpende hånd

De små pindsvin bliver typisk indleveret af folk, der finder dem i deres haver. Flere af dem er så afkræftede, at de ikke ville kunne overleve i naturen.

- Hvis man kan give naturen en hjælpende hånd, så synes jeg, at det er det rigtige at gøre. Man kan jo altid diskutere om, hvor meget man skal gribe ind i naturen, og det er jo også nogle der argumenterer for det modsatte, men jeg synes, at det er fantastisk, når man redder dem og megasørgerligt, når de dør, siger Ninette Graugaard.

Ninette Graugaard opfordrer til, at man henvender sig til Pindsvinevennerne i Danmark via hjemmesiden pindsvin.dk, hvis man finder et pindsvin, der har behov for pleje. Her kan man blive henvist til det nærmeste shelter for syge pindsvin.

Tip os Har du et godt tip?