NFH-spiller udtaget til landsholdet

Venstrefløjen Lærke Nolsøe Pedersen kommer med på et afbud til træningsturneringen Golden League i Frankrig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når det danske kvindelandshold i håndbold i næste uge skal spille træningsturneringen Golden League i Frankrig, så bliver det med endnu en NFH-spiller i truppen.

Venstrefløjen Lærke Nolsøe Pedersen er nemlig blevet efterudtaget til truppen, skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside.

Skal spille tre træningskampe

NFH-spilleren skal afløse Maria Fisker fra Randers HK, som i længere tid har haft problemer med sin ene fod. Derfor har landstræner Klavs Bruun Jørgensen valgt at indkalde Lærke Nolsøe Pedersen.

- Vi ville selvfølgelig gerne have haft Maria med, men vi ved omvendt godt, hvor hun står, og derfor var der ikke nogen grund til at gøre foden værre. Nu har vi i stedet muligheden for at se nærmere på Lærke Nolsøe, som tidligere har været forhindret i at deltage på vores samlinger på grund af skader, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen ifølge DHF.

Danmark skal møde Frankrig, Rusland og Norge i de tre træningskampe. Foruden venstrefløjen er også stregspilleren Sarah Iversen fra NFH en del af landsholdstruppen.


Nyhedsoverblik