Håndboldkvinderne fra Nykøbing Falster Håndbold (NFH) skulle bare have uafgjort mod russiske Lada lørdag for at sikre deres videre færd i EHF-Cuppen. Men sådan skulle det ikke være.
I den næstsidste kamp i gruppespillet viste de russiske bjørne sig nemlig for stor en mundfuld, og de danske kvinder måtte forlade hallen cirka 1.000 kilometer sydøst for Moskva med et nederlag på 35-32 i sportstaskerne.
Holdet gik ellers til pause med en uafgjort stilling på 17-17, men i anden halvleg fik Lada overtaget og hev sejren hjem.
Kvinderne fra NFH har dog stadig en mulighed for at spille sig videre fra gruppespillet. I den sidste kamp venter TuS Metzingen fra Tyskland på hjemmebane. NFH vandt det første opgør med fem, 29-34.