Det vi har sammen

NFH-formand om ny cheftræner: Han er enormt grundig

Sådan så det ud, da Jakob Larsen blev præsenteret som ny cheftræner på torsdagens pressemøde i NFH. Foto: TV ØST

På et pressemøde torsdag eftermiddag blev Jakob Larsen præsenteret som ny cheftræner for NFH. Flere - også fans - var mødt op for at høre klubbens begrundelse. Foto: TV ØST

1 af 2

Cheftræneren for GOG’s herrer skal i næste sæson være styrmand for kvinderne i NFH. Og det samarbejde glæder formand Henrik Hansen sig til.

Kvinderne fra Nykøbing Falster Håndbold har i øjeblikket en god sæson, hvor de både er med i kampen om at komme med i ligaens slutspil, og hvor de ligger godt til i tabellen i gruppespillet i EHF-Cuppen.

Og nu har klubben fundet den mand, der skal forsøge at løfte ambitionerne for næste sæson, når den nuværende cheftræner, Niels Agesen, slipper tøjlerne.

Valget er faldet på Jakob Larsen, som i øjeblikket står i spidsen for de fynske herrespillere fra GOG. Og det er en stærk mand, der kommer med på NFH-holdet lyder det fra klubbens formand, Henrik Hansen.

Han har gjort et godt stykke arbejde i GOG. Især i talentudviklingen har han været stærk

Henrik Hansen, formand i NFH

- Han har gjort et godt stykke arbejde i GOG. Især i talentudviklingen har han været stærk, og han har været med til at skabe mange nye talenter og gode resultater, siger han til TV ØST og tilføjer:

- Han er en enormt grundig træner, der har masser af erfaring.

Formanden tror også, at Jakob Larsens erfaring som herretræner kan komme kvinderne på Falster til gode.

- Det er spændende, om han kan overføre noget fra herrerne til damerne. Måske lidt mere taktisk spil eller noget styrke i forsvaret, siger Henrik Hansen.

Svært at sige farvel

Der er dog ikke kun glæde at spore hos formanden, som skal sige farvel til den nuværende cheftræner, Niels Agesen, et år, før hans kontrakt egentlig udløber. Træneren har valgt at rykke væk, fordi hans familie er bosat i Holstebro.

- Det bliver mærkeligt at sige farvel. Jeg var rigtig glad for Niels som træner, men vi har fuld forståelse for, at han gerne vil være mere sammen med sin familie, siger formand Henrik Hansen.

Jeg var rigtig glad for Niels som træner, men vi har fuld forståelse for, at han gerne vil være mere sammen med sin familie

Henrik Hansen

Han fremhæver blandt andet den afgående træners engagement i klubben.

- Han har gjort mange ting for at gøre os mere professionelle, og så har han et enormt stort kendskab til kvindehåndbold. Ikke bare i Danmark, men også i andre lande omkring os, siger formanden.

Mål om slutspil

Men nu skal der ses fremad. Og ifølge formanden er der god mulighed for, at NFH også i næste sæson kan gøre sig gældende i den kvindernes håndboldliga.

- Målet næste år er i første omgang at komme i slutspillet. Vi vil gerne positionere os som et tophold i ligaen, slutter Henrik Hansen.

Jakob Larsen bliver præsenteret som ny cheftræner for NFH ved et pressemøde klokken 17 torsdag eftermiddag.

Læs også NFH henter ny cheftræner i GOG

 

Læs også Niels Agesen: Mit håndboldhjerte bløder

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App