Nej til skiltning ved motortrafikvej: - Vi føler, det er en forskelsbehandling

Sommerland Sjælland bakker op om Jacob Jensens (V) tiltag om at få lov til at opføre seværdighedsskilte ved motortrafikvejen i Odsherred.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Når der er nogle andre, der kan, så vil vi jo også gerne.

Sådan lyder det fra Kåre Dyvekår, der er direktør i Sommerland Sjælland.

- Vi føler, det er en forskelsbehandling, når vi ikke kan få lov til at få et skilt, der har den størrelse, bare fordi det hedder en motortrafikvej og ikke en motorvej.

For folketingsmedlem Jacob Jensen (V) kæmper for at få opført skilte af seværdigheder på rute 21 mellem Tuse og Vig. Og han bliver bakket op af Sommerland Sjællands direktør. Indtil videre er det nemlig kun muligt at få opsat seværdighedsskiltene på motorveje.

quote Vi vil jo rigtig gerne have, at der bliver gjort opmærksom på, at der ligger et sommerland

Kåre Dyvekår, direktør, Sommerland Sjælland

- Vi kan jo miste nogle gæster i og med at der er nogle, der bare kører forbi. Vi har rigtig mange, som ved, hvem vi er og hvor vi er, men der er også dem, der måske bare kører forbi, fordi de skal op til Odden-færgen, siger Kåre Dyvekår.

- Det vil helt sikkert betyde, at der er flere, der får øje på, hvem vi er.

Minister siger nej

Men transportminister, Ole Birk Olesen (LA), vender tomlen nedad til forslaget om at lave en forsøgsordning på rute 21 eller give en dispensation, så der kan komme seværdighedsskilte op.

- Efter min opfattelse giver det god mening at fastholde de nuværende regler og indhøste erfaringer hermed. På nuværende tidspunkt er der derfor ikke planer om at give dispensation eller etablere en forsøgsordning med brune turistoplysningstavler på den omtalte motortrafikvej på rute 21, skriver Ole Birk Olesen i sit svar.

Men det får ikke Jacob Jensen til at stoppe sin kamp. 

- Hvis man tager et nej for et nej i politik, så kommer man ikke langt, så derfor synes jeg, det er fint, hvis vi er flere, der tager den her sag op. En ting er, hvad ministeren siger, men det er trods alt et flertal i folketinget, der bestemmer, fastslår han.

turistskilt.jpg
Læs også
Til kamp for nye skilte på motortrafikvej
turistskilt.jpg
Læs også
Til kamp for nye skilte på motortrafikvej

Fortjener eksponering

Det er attraktioner som Sommerland Sjælland, Geopark Odsherred og Dragsholm Slot, der kunne have fået skiltning ved nærmeste afkørsel på Odsherredvej, hvis reglerne blev lempet. 

- Vi vil jo rigtig gerne have, at der bliver gjort opmærksom på, at der ligger et sommerland, lyder det fra Kåre Dyvekår.

Handler det ikke bare om, at Sommerland Sjælland gerne vil tjene nogle flere penge?

- Det gør det da selvfølgelig. Men jeg vil sige, om det er mig, der står på skiltet, eller om det er Geopark Odsherred, det er ikke mig magtpåliggende. Jeg synes bare, at vores område fortjener noget eksponering af det, vi har at byde på, siger Kåre Dyvekår.


Nyhedsoverblik