"Nede Mette" på Dølle: Vi har altid haft lyst til at optræde her

Musikken er i fuld gang på Døllefjelde-Musse Marked. Og de lokale kunstnere, Jimilian og Blak, stod på scenen fredag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er fuld gang i Døllefjelde-Musse Marked her i Storebededagsferien. 

Og der er også gang i musikken. For lokale musikere var fredag vendt tilbage til det velkendte. 

Jimilian Ismaili, sanger fra Maribo, som blandt andet står bag hittet "Sommer Sindsyg" var at finde på scenen. Ligesom Henrik Blak - bedre kendt som bare Blak - rapper fra Nakskov, der har kreeret ørehængeren "Nede Mette", var også klar med miskrofonen fredag.  

- Vi har været her mange gange - vi er jo selv hernede fra Lolland af, siger Jimilian Ismaili.

- Og vi har altid haft lyst til at optræde her, så det er dejligt, at det endelig sker.

2017 er vores år

quote Vi har altid gerne ville spille her og nu har vi muligheden. 2017 - det er vores år

Henrik Blak, rapper fra Nakskov

Arrangørerne forventer godt 100.000 gæster på Døllefjelde-Musse Marked. Så der er noget at se frem til for de to musikere. 

- Jeg ser frem til det. Vi har altid gerne ville spille her og nu har vi muligheden. 2017 - det er vores år, siger Henrik Blak.

- Det bliver fedt at fejre det med dem og alt vores succes, siger Jimilian Ismaili. 

Og det er da heller ikke første gang, de gæster Døllefjelde-Musse Marked. 

- Vi har drukket os stive inde i Cultteltet og sådan noget, siger Jimilian Ismaili og griner. 

- Der er så mange mennesker, som man kender. Og en god stemning, siger Henrik Blak. 

Det er jo det, vi har i Danmark

Lige nu drikker de unge musikere vand, men det kan sagtens nå at ændre sig. 

- Det kan da godt være, vi hælder noget vodka i - så ser det stadig professionelt ud, siger Henrik Blak og slår ud i latter.

TV ØST talte med Louise Sørensen fra Mern og Frederik Olsen, der nu bor i Fredericia, efter koncerten med Jimilian og Blak. Og dommen?

- Han synger bedre den her gang end i Vordingborg, lyder det fra Louise Mern. 

- Det var okay. Det er jo ikke det helt vilde, men det er jo det, vi har i Danmark, siger Frederik Olsen.

Fint, de lokale vender tilbage

Hvad synes I om, at de lokale kommer tilbage og spiller? 

- Det er da fint nok. Men nogen gange savner man de lidt ældre, siger Louise Sørensen.

- Jeg synes, det er fint, man kan få nogle af de lokale tilbage. Det er jo fedt nok, når det er hernede, de er fra, at de så kommer tilbage og spiller, siger Frederik Olsen. 

Hvad synes I om Døllefjelde-Musse Marked? 

- Det er rigtig hyggeligt. Jeg er med til herrefrokost hvert år, hvis jeg kan komme til det, siger Frederik Olsen.

- Jeg er her også hvert år - gerne med mine veninder og kigge på boder. Da man var yngre, var det vel mest for at drikke sig stiv, siger Louise Sørensen.

Og når man bliver ældre - bliver man ved med at komme? 

- Ja, alle man kender er hernede. Man drikker sig måske ikke så fuld mere - det er ligeså meget for hyggens skyld, siger Louise Sørensen.


Nyhedsoverblik