Naturvejleder advarer om fulde hvepse på krigsstien

Hvepsene er blevet droppet af deres dronning. Derfor flyver de for tiden omkring og laver ballade.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fulde og arbejdsløse hvepse flyver for tiden rundt i den lune septemberluft.

Og derfor er det en god idé at passe ekstra godt på de stribede insekter netop nu, siger naturvejleder Jes Aagaard fra Naturstyrelsen.

 - Dronningen har ikke brug for hvepsene længere, for hun er blevet parret.

- Det vil sige, at undersåtterne er ude på ballade og generer os ved kaffebordet, eller når vi skal drikke et glas rødvin, siger han.

Et sindssygt frugtår

Det er et sindssygt frugtår, som bidrager til ekstra aggressive hvepse i år, fortæller Jes Aagaard.

Når æbler, pærer og bær ligger for længe, gærer frugterne.

- Så kommer der alkohol i. Det vil sige, at hvepsene også er halvfulde og tumler rundt. Derfor er det altså nogle værre lømler, vi har med at gøre her, siger Jes Aagaard.

Angrebet af fugle

Det er dog ikke alle hvepseangreb, der kan forklares med hverken fuldskab eller rastløshed.

- Nogle gange er der bare nogle hvepsesværme, som af en eller anden grund er mere aggressive, siger Jes Aagaard.

- Måske har der lige været en fugl forbi og angribe dem, og så ryger de lige ind i skallen på folk.

Irriterende hvepse forsvinder inden længe

Heldigvis forsvinder de irriterende hvepse inden længe.

- Det er sådan et tilbagevendende fænomen, at hvepsene generer os.

- Men når vi får den første kulde, vil hvepsene dø. Særligt når vi får den første nattefrost, er hvepsene væk for i år, lover naturvejlederen.

Skulle man være så uheldig at støde ind i en kåd flok, er det bedste råd at kvæle instinktet til at løbe skrigende bort.

- I stedet skal man bakke stille og roligt væk. Hvepsene kan nemlig bedst se kontraster, så vi er nemmere at få øje på, hvis vi flagrer med arme og ben.


Nyhedsoverblik