Det vi har sammen

Næstved står til et underskud på 57 millioner kroner

- Vi kigger på budgettet over en fireårig periode, siger Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune.

Årets første budgetkontrol viser et forventet underskud på 57 millioner kroner i Næstved Kommune - men det bekymrer ikke borgmesteren.

I Næstved Kommune bliver der i år satset stort på blandt andet nye veje, og det koster.

Årets første budgetkontrol viser, at der forventes et underskud på 57 millioner kroner i Næstved Kommune, når året er omme. I det oprindelige budget var der budgetteret med et underskud på 15 millioner kroner.

Underskuddet forventes altså at blive 42 millioner kroner større end planlagt, men det bekymrer ikke borgmester Carsten Rasmussen (S).

Vi holder selvfølgelig øje med, at ingen budgetter skrider

Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune

- Det ser jeg ikke noget problem i. Sidste år havde vi et overskud på 150 millioner kroner. Vi vidste, at der ville komme et underskud, for det afhænger af, hvor meget vi bruger på anlægsbudgettet, siger Carsten Rasmussen.

Underskud skyldes nye veje

Borgmesteren mener, at underskuddet blandt andet skyldes nye veje i kommunen.

- Vi bruger flere penge på anlæg som for eksempel asfalt i år, og det har byrådet accepteret, fordi vi har penge i kassen fra sidste år, og derfor har vi råd til at investere, siger han.

Han påpeger samtidig, at det vigtigste er, at der er overskud på den ordinære drift, hvilket der er, så han ser ingen grund til nedskæringer. 

Læs også Kommune bruger millioner på stadion til nedrykket klub

- Det, der er vigtigt, er, at der er balance i driftudgifterne, og det er der. Vi lægger budget ud fra en fireårs periode. Hvis vi kigger på årene fra 2016 til 2020, som alt ser ud lige nu, så vil vi have et underskud på 60 millioner samlet over alle fire år, siger han og fortsætter:

- Men det er intet problem, for vi har vækst i antallet af indbyggere og sælger flere byggegrunde, så vi kan tåle det, og allerede nu vil underskuddet kun være 52 millioner kroner. Vi vil stadigvæk have 420 millioner kroner i kommunekassen om fire år på trods af 60 millioner i underskud, siger han til TV ØST.

Holder løbende øje

Ifølge borgmesteren er det dog vigtigt at være opmærksom på, at underskuddet ikke fortsætter.

- Vi holder selvfølgelig øje med, at ingen budgetter skrider, siger Carsten Rasmussen.

Borgmesteren forventer et overskud i 2018.

Tip os Har du et godt tip?