Nyheder fra din hverdag

Næstved vil sikre bestanden af Danmarks mindste frø

Sådan så det ud, da mellem 250 og 300 grønne løvfrøer var blevet sat ud i naturen i Dyrehave syd for Tystrup Sø.

Her ses den ene løvfrø-han, som Næstved Kommune har brugt til at avle godt 1200 løvfrøer og haletudser frem med.

1 af 2

Næstved Kommune satte i dag mellem 250 og 300 løvfrøer ud i naturen i Dyrehave syd for Tystrup Sø for at sikre den fremtidige bestand.

Løvfrøen er Danmarks mindste frø, og arten var lige ved at uddø i naturområdet Dyrehave ved Fuglebjerg. Men nu har Næstved Kommune forhåbentligt reddet den.

De har nemlig avlet flere hundrede haletudser frem med hjælp fra en af de sidste løvfrø-hanner, som var indfanget i området.

Fredag kunne kommunens formand for Teknisk Udvalg, Søren Revsbæk (V), sammen med kommunens folk så sætte mellem 250 og 300 små løvfrøer fri i naturen.

- Det betyder, at vi genskaber den bestand af løvfrøer, der har været her før. På den måde er kommunen med til at sikre biodiversiteten, siger Søren Revsbæk (V) og fortsætter:

- Vi taler meget om i disse år, at der bliver færre arter og menneskeudryddede arter. Her forsøger vi så at gøre en indsats for det modsatte, så bestanden, der var ved at uddø, kan komme tilbage igen.

Løvfrøer spist af fisk

Bestanden af løvfrøer var ved at forsvinde fra vandhullerne i Dyrehave syd for Tystrup Sø, fordi haletudserne formentlig var blevet spist af fisk.

Men da Næstved Kommune gik med i det EU-støttede avlsprojekt "SemiAquatic", som betyder "halv vand", er det formentlig lykkedes at sikre bestanden. 

For udover de godt 300 løvfrøer, som kommunen satte ud fredag, har de også avlet og sat 900 haletudser ud i området ved Gunderslevholm Gods. Dermed har området fået tilført 1200 nye løvfrøer og haletudser i alt. 

Desuden er nogle af de eksisterende yngledamme i området blevet tømt for fisk, mens der andre steder bliver skabt nye vandhuller, hvor løvfrøerne kan leve i fred og ro.

EU-projektet "SemiAquatic" har et samlet budget på 43 millioner kroner. Her samarbejder Næstved Kommune med Skåne Len, Stiftung NaturSchutz Schleswig-Holstein, Naturstyrelsen, Forsvaret, samt kommunerne i Slagelse og Vordingborg.

Tip os Har du et godt tip?