Næstved halter efter på idrætsområdet: Det er rigtig ærgerligt

I Fensmark holder Holmegaard Glasværks Boldklub til, som er den tredjestørste boldklub i Næstved Kommune. Klubben mener, at der godt kan gøres mere for det frivillige idrætsliv. Foto: TV ØST

Næstved Kommune ligger i bund her i regionen, når det handler om idrætslivet. Det viser en ny analyse, der har undersøgt idrætsområdet i 93 kommuner.

I Fensmark nær Næstved har fodboldglade unger gang i træningen og de hurtige afleveringer. Omkring 40 børn deltager i fodboldskolen, hvor de bliver undervist af spanske trænere. 

Det er Holmegaard Glasværks Boldklub, som har fået projektet på benene med støtte fra Næstved Kommune.

Klubben sætter pris på kommunens opbakning. Men generelt er de langt fra tilfredse med kommunens prioritering af idrætslivet.

- Man skal tænke lidt over, hvilke anlægsprojekter man sætter i gang i kommunen. Om det er nødvendigt at et projekt sættes i gang nu, eller om man kan vente et, to eller tre år. Det er den måde, man prioriterer forkert i Næstved Kommune, siger Morten Nalepa, som er formand for børneafdelingen i Holmegaard Glasværks Boldklub. 

Næstved får bundplacering

En ny analyse viser nu, at idrætslivet har det svært i Næstved Kommune. Danmarks Idrætsforbund (DIF) har undersøgt idrættens rammer og vilkår i kommunerne landet over.

Analysen bygger blandt andet på en spørgeskemaundersøgelse, som 2780 foreninger har besvaret.
DIF har rangeret kommunerne ud fra resultaterne, og på listen ligger Næstved i bund på plads 92 ud af 93 kommuner, der er med I analysen.

Placeringen vækker skuffelse hos formanden for kulturudvalget i Næstved Kommune, Linda Frederiksen (soc.dem.). Hun mener, at kommunen har gjort meget for idrætten.

-  Det er rigtig ærgerligt, fordi vi har brugt så mange midler de sidste år på at lave idrætsanlæg, og vi har faktisk koncentreret os meget om at lave faciliteter for foreningslivet, siger Linda Frederiksen

Vordingborg og Stevns ligger langt nede på listen

Udover Næstved Kommune ligger Vordingborg og Stevns kommuner også langt nede på listen. Vordingborg ligger på plads 89 og Stevns tager plads 84. Til gengæld ligger Faxe Kommune øverst her i landsdelen på 11. pladsen.

Det er anden gang, DIF gennemfører den såkaldte Kommuneundersøgelse. Sidste gang, de gjorde det, var i forbindelse med kommunalvalget i 2013. Her fik Næstved samme placering som nummer 92.

- Det er simpelthen, fordi vi ikke har penge nok til at gøre mere. Altså vi bruger alle de penge, vi kan få lov til af byrådet til at lave ting. Men vi er også en kommune, hvor indtægtsgrundlaget ikke er så fantastisk, siger Linda Frederiksen.

Fodboldklub savner fokus på faciliteter

I analysen er kommunerne blevet vurderet ud fra økonomi, idrætspolitik, frivillighed og faciliteter.

Og hvis man spørger Morten Nalepa, er det især faciliteterne, som ikke får fokus nok fra kommunens side. I Fensmark mangler fodboldklubben for eksempel en kunststofbane til vintertræningen.

- Om vinteren har vi ingen træningsfaciliteter. Derfor er vi afhængige af, at skulle ud og booke baner i andre klubber i omegnen. Og det synes vi ikke er hensigtsmæssigt - slet ikke for vores børn, siger Morten Nalepa.

Ifølge Morten Nalepa må forældrene køre deres børn til Herlufmagle, hvor de kan låne kunsstofbanen til træningen. Formanden for kurlturudvalget forstår godt at kunststofbanen er på klubbens ønskeliste.
Men man har lavet en geografisk prioritering af banerne i kommunen.

- Jeg kan godt forstå, at der er flere ønsker på ønskelisten. Det ser vi jo hvert år ved budgetlægningen. Så sammen kunne vi måske gøre det endnu bedre. Så jeg tænker, at vi de næste fire år også har en kamp, hvor vi skal have gjort noget på anlægsområdet, siger Linda Frederiksen.

Fakta om DIF's kommuneundersøgelse 2017

  • 93 kommuner har deltaget i undersøgelsen, da fem ø-kommuner er sorteret fra på grund af deres størrelse. Ifølge DIF kan man ikke konkludere noget, da talmaterialet er for småt.
  • Undersøgelsen bygger dels på dataudtræk fra kommunernes økonomi og på en spørgeskemaundersøgelse udsendt til samtlige DIF- og DGI-foreninger.
  • 2780 foreninger har vurderet deres kommune  i spørgeskemaundersøgelsen.
  • Kommunerne er blever vurderet ud fra 21 parametre, som er fordelt på fire hovedområder: Frivillighed, faciliteter, økonomi og idrætspolitik.
  • Gentofte Kommune tager førstepladsen på listen, mens Skive ligger nummer to, og Nyborg Kommune tager tredjepladsen.
Kilde: Danmarks Idrætsforbund

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App