Næstved-borgmester nervøs for at miste statsjob

En række S-borgmestre vil bremse regeringens plan om at udflytte statslige arbejdspladser, men det falder ikke i god jord hos Næstveds borgmester.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter planen skal Udlændingestyrelsen og de medfølgende 400 arbejdspladser flytte fra København og have hjemme i Næstved fra 2019.

Men en række socialdemokratiske borgmestre vil stikke en kæp i hjulet på både den plan og de andre planlagte udflytninger af statslige arbejdspladser, hvis Socialdemokratiet kommer til magten igen. Det vil nemlig blive for dyrt at gennemføre, lyder det fra blandt andet Københavns borgmester, Frank Jensen (S).

Men den udmelding er borgmester i Næstved, Carsten Rasmussen (S), stærkt utilfreds med.

- Jeg synes, det er godt, at man flytter nogle arbejdspladser væk fra København og ud i provinsen. Det betyder rigtig meget for de kommuner, der skal have arbejdspladserne fremover, hvorimod hovedstaden intet mærker, siger han til TV ØST og tilføjer:

- Der kommer bare nogle andre virksomheder til København, mens det for en kommune som Næstved betyder utrolig meget at få 400 arbejdspladser til byen. Det vil løfte vores by.

Går imod partifæller

På baggrund af udmeldingen fra blandt andet Frank Jensen, der også er næstformand i partiet, kan det ifølge Carsten Rasmussen ikke gå hurtigt nok med at få arbejdspladserne flyttet.

- Et nyt politisk flertal på Christiansborg kan stoppe alle planer, og det er jeg nervøs for. Også selvom det er nogle af mine partifæller, der mener, at planen er dårlig. Så vi skal bare have flyttet de job, så de ikke kan flyttes tilbage igen, siger han.

Udlændingestyrelsen skal efter planen bo i et nybyggeri på den såkaldte Postgrund.


Nyhedsoverblik