Nadja følte sig ensom - nu har hun overvundet sin frygt og fået venner

15-årige Nadja Sara Saalby Kristiansen følte sig ensom og troede ikke på sig selv. Nu har hun venner og har overvundet sin frygt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stigen giver efter ind mod væggen, da hun sætter foden på den.

Forsigtigt sætter hun den næste fod.

- Oh my God! Den hopper lidt, siger hun forskrækket.

De første par skridt virker tunge, og hun kan mærke det kolde aluminium i håndfladen. Hun holder godt fast.

Hun fokuserer på at sætte støvlerne rigtigt på de tynde tværpinde.

quote Lige siden 0. klasse, begyndte jeg at blive rigtig meget mobbet, og jeg havde ikke rigtig nogle venner, og så havde jeg også svært ved at få nye venner

Nadja Sara Saalby Kristiansen

- Du går endda meget flot op ad den stige, lyder det fra instruktøren.

- Jeg skal ikke hele vejen op, vel? Siger hun, mens hun står på stigen.

- Nej, vi stopper der, siger instruktøren.

- Næste gang, så sætter vi faldsikring på dig, og så kravler vi 11 meter op, siger han, mens hun kravler ned ad stigen.

Fra jorden kigger hun op, hvor hun lige har været. Det er næsten ikke til at forstå.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nadja overvandt sin frygt og kom op på stigen.
Nadja overvandt sin frygt og kom op på stigen. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Flere venner end nogensinde

15-årige Nadja Sara Saalby Kristiansen fra Nakskov er en af de 12 unge fra det første hold brandkadetter i Lolland-Falsters Brandvæsen.

I et halvt år har hun og de andre unge fået lov at prøve kræfter med brandmandsuddannelsen.

Den kolde januaraften, hvor hun kom tre meter op ad stigen, var kun én af mange grænser, hun har overskredet i forbindelse med brandkadetuddannelsen.

BRANDKADETTERNE

  • Brandkadetterne er et landsdækkende projekt for unge, der får mulighed for at prøve kræfter med brandmandsuddannelsen og samtidig har personlig udvikling for de unge som mål.
     
  • Brandkadetterne organiseres af Danske Beredskaber og er støttet af Veluxfonden og TrygFonden.
     
  • For første gang har Lolland-Falster Brandvæsen uddannet et hold brandkadetter. TV ØST har fulgt de 12 unge brandkadetter i et halvt år. Du kan se programmet, som er i seks dele, hver søndag klokken 19.50 på TV ØST-kanalen.

Med mobning og ensomhed med sig i bagagen har det været svært for Nadja at finde modet. Samtidig kæmpede hun med lavt selvværd.

- Da jeg var mindre, var jeg meget overvægtig. Jeg var meget lille og jeg var meget bred, fortæller hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nadja kæmpede som barn med overvægt, mobning og ensomhed.
Nadja kæmpede som barn med overvægt, mobning og ensomhed. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Det var ikke nogen nem skolegang, som hun husker den.

- Lige siden 0. klasse, begyndte jeg at blive rigtig meget mobbet, og jeg havde ikke rigtig nogle venner, og så havde jeg også svært ved at få nye venner, fortæller hun.

Men da Nadja blev en del af brandkadetholdet, skete der noget – både med selvværdet og med modet til at gøre nye ting.

- Så startede jeg til brandkadet, og så kom de 11 personer til mig, og nu er jeg venner med dem. Det er flere venner, end jeg nogensinde har haft, siger hun.

Emilia Jasmin Rasmussen
Læs også
Emilias liv vendte, da hun endte på politistationen - nu vil hun hjælpe andre
Emilia Jasmin Rasmussen
Læs også
Emilias liv vendte, da hun endte på politistationen - nu vil hun hjælpe andre

Turde ikke, men gjorde det alligevel

Selvtilliden kom på prøve mange gange under uddannelsen.

Flere af de grænseoverskridende øvelser har Nadja startet ud med ikke at ville prøve, fordi hun ikke troede, hun kunne.

- Selvom jeg siger, at jeg godt tør, så er det, som om min krop den låser, fortæller hun.

Derfor var det også svært at tro på, at hun kunne komme op på stigen.

- Jeg tør ikke! Startede hun med at sige den aften, da hun fra jorden kiggede op mod toppen af den 11 meter høje stige.

Men da havde brandkadetinstruktør, Jesper Atkinson Pedersen, en anden tilgang.

- Hvad var det, vi havde en aftale om? Sagde han til Nadja.

- At jeg ikke skal sige, at jeg ikke tør, jeg ikke vil, eller at jeg ikke kan, svarede Nadja.

Artiklen fortsætter under billedet

Jesper Atkinson Pedersen er instruktør på brandkadetuddannelsen. Han arbejder med at presse de unges grænser på en måde, så de tror på sig selv.
Jesper Atkinson Pedersen er instruktør på brandkadetuddannelsen. Han arbejder med at presse de unges grænser på en måde, så de tror på sig selv. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

På den måde har instruktørerne løbende arbejdet med de unge brandkadetters grænser, men i høj grad også med deres tro på dem selv.

- Ting, de ikke troede, de turde, det tør de lige pludselig. De har gjort ting, som ikke ret mange andre unge mennesker har gjort i den alder, fortæller Jesper Atkinson Pedersen.

Røgdykning, brandslukning og stigekravl er bare nogle af de aktiviteter, som Nadja og de andre brandkadetter har prøvet i løbet af den seks måneder lange uddannelse.

- Mørkeræden er gået lidt væk, efter vi har prøvet at røgdykke med plastik foran masken. Vi skulle røre ved en boks, hvor der var ild i, og vi skulle slukke ilden og komme rigtig tæt på. Det turde jeg ikke rigtig, men jeg gjorde det alligevel, fortæller hun.

Asbjørn
Læs også
Asbjørn var døden nær som baby - nu trodser han diagnoser og slukker ildebrande
Asbjørn
Læs også
Asbjørn var døden nær som baby - nu trodser han diagnoser og slukker ildebrande

Ikke længere mørk og dyster

Hendes mor kan mærke en forandring hos Nadja.

- Jeg synes, hun er blevet bedre til at finde sin egen mening og finde sig selv. Jeg synes, hun er blevet bedre til at stå fast på, hvad hun har lyst til, og hvad hun vil prøve, siger Nadjas mor, Monica Louise Witting Saalby.

Udover nye venner og nyt mod, så har Nadja også mærket en ændring på humøret.

quote Jeg føler at jeg er blevet mere sjov og ikke så mørk og dyster, som jeg plejer at være

Nadja Sara Saalby Kristiansen

- Jeg føler, at jeg er blevet mere sjov og ikke så mørk og dyster, som jeg plejer at være. Jeg synes også, jeg griner meget mere end, jeg plejer, siger hun.

Samme januaraften, hvor Nadja kom tre meter op af den 11 meter høje stige, kom hun også 32 meter op i brandvæsnets store lift.

Det er oplevelser som dem, der gør, at Nadja godt tror på, hun kan.

- Det føles, som om man lige har løbet et maraton. Så føler man sig rigtig glad over, at det er overstået, siger hun.

Du kan se afsnittet i Brandkadetterne, der handler om Nadja, søndag d. 25. november klokken 19.50 på TV ØST-kanalen.

Find alle afsnittene på www.tveast.dk/brandkadetterne.

Her kan du se afsnit 4 i serien om Brandkadetterne. I afsnittet følger vi Nadja Sara Saalby Kristiansen fra Nakskov.

Nyhedsoverblik