Nyheder fra din hverdag

Naboer til jordbærtunneller: Det er ubehageligt

00:50

1 af 2

Naboer til jordbærproduktion i Skippinge i det sydlige Odsherred har fået nok af meterhøje, hvide plastiklandskaber.

130.000 kvadratmeter jordbærtunneller blev sidste år sat op på markerne ud for Kirsten Østergaards hus i Skippinge tæt ved Hørve – og den 72-årige pensionist har stadig ikke vænnet sig til det hvide plastik, der spærrer for udsigten.

- Det er jo ikke dét, jeg har købt mit hus for i tidernes morgen og det er jo ikke noget, jeg nyder at se på, fortæller Kirsten Østergaard.

Hun er ikke kun frustrereret over den manglende udsigt, men også over den larm og støj som hører med til jordbærsæsonen, som nu strækker sig fra maj til oktober.

Mere af samme skuffe

Nu ser det også ud til, der bliver mere af samme skuffe. Den lokale jordbærproducent har nemlig lejet endnu mere jord på den anden side af Kirsten Østergaards ejendom. Og planen er nu, at sætte yderligere flere tusind kvadratmeter jordbærtunneller op.

Jeg har overhovedet ikke noget imod landbruget

Sommerhusejer Steen Prassé

- Jeg har overhovedet ikke noget imod landbruget, jeg synes, de skal være her, men omvendt synes jeg også, at landbruget skal tage hensyn til os andre, lyder det fra sommerhusejer Steen Prassé, som nu har udsigt til de nye jordbærtunneller.

Der er officielt endnu ikke givet grønt lys til anden etape af jordbærtunnellerne i Skippinge. Et flertal i Miljø – og Klimaudvalget i Odsherred Kommune har nemlig afvist jordbærproducentens ønske om udvide med 65.000 kvadratmeter.

- Det gjorde vi, fordi nærmeste nabo har 130.000 kvadratmeter på den ene side, så det vil betyde, hun bliver fuldstændig pakket ind i plastik og det synes vi ikke er rimeligt, forklarer formand for Miljø - og Klimaudvalget, Morten Egeskov (V).

Udvalget var dog ikke enige om den beslutning. Socialdemokratiet stemte nemlig for at give jordbærproducenten sin tilladelse.

Overvejer at sælge sit hus

Det er Troldebakkens Frugtplantage i Hørve, der står for jordbær-produktionen. Indehaveren har ikke ønsket at kommentere sagen over for TV ØST.

Den ene ejendomsmægler sagde, jeg roligt kunne sætte det ned med en million

Kirsten Østergaard

Kirsten Østergaard har overvejet at sætte sit hus til salg på grund af de voksende arealer af jordbærproduktion.

- Den ene ejendomsmægler sagde, jeg roligt kunne sætte det ned med en million, den anden sagde, han troede, jeg måske ikke ville kunne sælge huset, siger hun.

Hun håber nu derfor, at det nye areal af jordbærtunneller ender på maksimalt 56.000 kvadratmeter. Et  kompromis, hun har indgået med jordbærproducenten.

Hvis ikke Miljø - og Klimaudvalget i Odsherred Kommune kan blive enige om arealet af jordbærtunneller, skal byrådet tage stilling.

Jordbærproducenten kan også vælge at indbringe sagen for Naturklagenævnet. 

Tip os Har du et godt tip?