Nabo til efterskole: Minder om tiden før Anden Verdenskrig

Der er ingen problemer forbundet med at være nabo til muslimsk efterskole, siger nabo, der er rystet over racistisk hærværk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Islam ud af Danmark.

Sådan lyder nogle af slagordene på den muslimske Mina Hindholm Efterskole i Fuglebjerg ved Næstved, der natten til fredag blev overmalet med racistisk graffiti - præcis to år efter, at skolen åbnede.

Og det er en vanvittig udvikling at det finder sted, siger en nabo til efterskolen til TV ØST.

- Jeg synes det er sindssygt ubehageligt og forfærdeligt. Det er utroligt, at der ikke er plads til forskellighed i det her land. Det synes jeg virkelig er en dårlig udvikling, siger naboen, der udtaler sig anonymt til TV ØST, da han ønsker at lægge sig ud med gerningsmændene til hærværket. Navnet er redaktionen bekendt.

Minder om hærværk mod jødiske butikker

Han oplyser, at der ikke er nogen ændring i at være nabo til efterskolen i dag i forhold til før, hvor der lå en mere traditionel dansk efterskole i bygningerne.

- Det har aldrig givet nogen problemer, at det nu er en efterskole med et muslimsk værdigrundlag. Og der har heller ikke før været racistisk hærværk rettet imod efterskolen, siger naboen til TV ØST.

Han sammenligner graffitien med nazisternes hærværk i årene op til Anden Verdenskrig.

- Det minder jo om dengang, hvor folk begyndte at male hagekors på jødernes butikker. Jeg synes det er skræmmende, at den her udvikling finder sted i Danmark, siger han til TV ØST.


Nyhedsoverblik