Det vi har sammen

Musiktalenter i praktik for første gang: - De er rigeligt mætte, når de kommer hjem

Freja Sibbern, Mikael Kielsgaard Dziegiel Sørensen og Liam Siebeneicher.

For første gang har Ensemble Storstrøm i Nykøbing Falster haft praktikanter.

Det er næsten ikke til at høre det, hvis man ikke ved det.

Men der er kommet nye toner i Ensemble Storstrøm. Orkestret i Nykøbing Falster har nemlig fået tre unge musikere i praktik, Freja Sibbern, Mikael Kielsgaard Dziegiel Sørensen og ikke mindst Liam Siebeneicher.

- Jeg synes, det er vildt fedt, at vi har fået den mulighed, lyder det fra Liam Siebeneicher.

Selv om han kun er 17 år, så høster han allerede roser fra de garvede musikere.

- Liam er rigtig dygtig MGK Studerende. Og han har forberedt sig godt til de her dage, så det er bare sjovt at arbejde med ham, siger Svend Melbye, der er fløjtenist i Ensemble Storstrøm.

Jeg kan bare ikke lade være med at spille trompet. Sådan er det bare, jeg kan ikke lade være

Mikael Kielsgaard Dziegiel Sørensen, MGK studerende

De tre praktikanter går på MGK Sjælland, som er et musikalsk kursus, der forbereder unge mellem 14 og 25 år til en videregående uddannelse på musikkonservatoriet.

Succesen skal gentages 

Men det kræver mere end skole at komme ind på musikkonservatoriet. Det kræver også passion. Og det har de.

- Jeg kan bare ikke lade være med at spille trompet. Sådan er det bare, jeg kan ikke lade være, siger Mikael Kielsgaard Dziegiel Sørensen.

I to dage har de tre praktikanter været en del af Ensemble Storstørm. Og det er endda første gang, at de professionelle musikere har haft praktikanter under deres vinger.

Udover at have brugt dagene på at øve med ensemblet, så har de også været med til deres første opera i Nykøbing Falster.

- Jeg tror, de er rigeligt mætte, når de kommer hjem, siger Svend Melbye.

Ensemble Storstrøm satser nu på at gentage succesen med musik-praktikanter. 

03:17

Se eller gense indslaget: For første gang i Ensemble Storstrøms historie har de haft praktikanter under vingerne. Tre musiske talenter fra musikkurset MGK Sjælland har i to dage været en del af det klasisske orkester fra Falster. Her har eleverne prøvet at spille sammen med professionelle musikanter, og det kom der gode toner ud af.

Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?