Mugne læskedrikke trukket tilbage – skal direkte i skraldespanden

Der er fundet mug i flere partier økologisk læskedrik produceret af Orkla Foods A/S. Fødevarestyrelsen kalder varerne tilbage. Foto: TV ØST

Læskedrikke solgt i hele landet bliver nu trukket tilbage efter fund af mug. De skal enten smides ud eller leveres tilbage til butikken.

Hvis du har en økologisk læskedrik med hyldeblomst og solbær stående i køleskabet, så skal du nok lige kigge på den en ekstra gang, inden du indtager den.

Der er nemlig fundet mug i flere partier økologisk læskedrik produceret af Orkla Foods A/S. Drikkene er solgt i hele landet i Fakta, Irma, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli- og LokalBrugsen, Madcooperativet, Brugsen og på Coop.dk/mad.

Der er tale om Coop 365 økologi med solbær og hyldeblomst og Änglamark økologi med solbær og hyldeblomst.

Ikke egnet til mennesker

Fødevarestyrelsen trækker læskedrikkene tilbage, fordi muggen gør, at de ”ikke længere er egnet til at blive spist af mennesker”.

Hvis du har produkterne stående derhjemme, så skal de enten i skraldespanden eller leveres tilbage til den butik, hvor du har købt den.

Der er tale om følgende partier:

  • Coop 365 økologi solbær-hyldeblomst
    • Nettoindhold: 0,5 liter
    • Bedst før 21/6 -2019
    • Lot-nummer: 1318063
    • Solgt i Fakta i hele landet

       
  • Änglamark økologi hyldeblomst-solbær
    • Nettoindhold: 0,5 liter
    • Bedst før 8/5-2019 og 21/6-2019
    • Lot-nummer: 1296876 og 1318068
    • Solgt i Irma, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli- og Lokalbrugsen, Madcooperativet, Brugsen og på Coop.dk/mad.
       
Kilde: Fødevarestyrelsen

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App