Mr. Revy vil blive savnet: - Flemming er jo en institution hernede i Nykøbing Falster

04:30

Torsdag aften klokken 20 går skuespillerne på scenen til premieren på årets Nykøbing Falster Revy. For manden med det karakteristiske overskæg - Flemming Krøll - bliver det en helt særlig sæson, hans sidste på revy-scenen.

I dag begynder Nykøbing Falster Revy. For Flemming Krøll bliver det dog sidste sæson, for han har valgt at takke af.

De skrå brædder i Nykøbing Falster er blevet fejet rene, for i dag er der premiere på årets Nykøbing Falster Revy.

For manden med det karakteristiske overskæg, også kendt som skuespiller Flemming Krøll, bliver det en helt særlig sæson. Det bliver nemlig hans sidste på revy-scenen.

- På et eller andet tidspunkt skal man jo stoppe, lyder det fra Flemming Krøll.

- Jeg synes, det er rigtigt at stoppe nu. Men det er jo en underlig fornemmelse, men jeg glæder mig til at producere fremover og være med bagved.

I stedet for altid at pege fingre af andre, skal vi også pege fingre af os selv

Flemming Krøll

Kollega hylder Krøll

Det er ikke kun Flemming Krøll selv, der synes, det er en lidt underlig fornemmelse. Kollega Dario Campeotto hylder det landskendte overskæg.

- Flemming er jo en institution hernede i Nykøbing Falster. Han har sin egen humor, som passer til huset, og det er meget vigtigt, når man skal spille en revy, at man ikke kommer fra Hong Kong og skal spille dansk revy – eller omvendt. Det, han har gjort, har været historisk flot, lyder det fra Dario Campeotto.

Og det med humoren, som passer til huset, handler om, at Flemming Krøll altid har holdt af området.

- Det er jo, fordi jeg selv har været her hver sommer, siden jeg var dreng. Familien har haft sommerhus i Marielyst, jeg har altid været feriebarn her. Og flyttede selvfølgelig selv herned i 90. Men jeg interesserer mig meget for dialekter, den måde folk taler dansk på. Og det går jeg op at lave lidt skæg med, i stedet for altid at pege fingre af andre, skal vi også pege fingre af os selv, siger Flemming Krøll. 

Læs også Det landskendte overskæg takker af

- Han har betydet alt

Også de fremmødte, der skal sidde klar i de bløde teatersæder, er kede af, at Flemming Krøll har sin sidste sæson i år.

- Han har betydet alt. Han har jo sørget for, at revyen har været der i så mange år. Andre har prøvekørt det, og det er fint nok, men han har kunnet finde de rigtige penge, de rigtige steder, siger Poul-Erik Kristiansen fra Væggerløse.

- Vi har jo kendt ham i rigtig mange år. Det bliver underligt, men sådan er det. Han skal have lov til at trække sig tilbage, så nogle nye kan komme til. Det bliver sikkert lige så godt, siger Annette Marger Hansen fra Nykøbing Falster.

Det vigtigste er Fru Jørgensen

I år har teatret fået ny teknik, og det smitter af på showet, fortæller Flemming Krøll.

- Der er noget meget spektakulært med i år, fordi vi har fået nye scenetræk, automatisk træk. Vi er på vej over i den lidt mere moderne revy-stil, siger han.

- Jeg så en revy, jeg lavede for ti år siden forleden dag, der tænkte jeg, hold da kæft, der er sket meget. I dag skal revynumrene ikke vare mere en tre-fire minutter, fordi vi har fået zapper-kultur. I gamle dage, når Osvald sang en vise, så varede den jo 12-14 minutter.

Og om det er de gode anmeldelser, der kommer efter sæsonpremieren, det betyder ikke så meget. 

- Det er klart, hvis anmeldelserne er positive og konstruktive, så er det jo rart. Men det vigtigste er Fru Jørgensen. Det er hende, vi lever af. Det er mund til øret, der er det bedste, siger Flemming Krøll.

Revyen begynder i dag og løber frem til den 25. august.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App