Motionsformen ”plogging” hitter i Danmark

Skraldeløbere kunne man kalde dem. Ffænomenet "plogging" hitter på sociale medier, hvor løbere motionerer og samler skrald op samtidig.

De løber og samler skrald op samtidig. Fænomenet "plogging" er kommet til Danmark, og det hitter på de sociale medier.

Flere løbere har taget trenden til sig – at samle skrald undervejs, når de nu alligevel er ude at løbe.

"Plogging" er løbere, der samler skrald på løbeturen. Motionsformen er startet i Sverige, heraf navnet ”plogging”, der stammer fra det svenske udtryk at ”plocka upp”, altså at samle op.

I flere kommuner er der dannet lokale grupper af løbere, der samtidig er en slags skraldemænd.

I dag er Klaus Christian ude at løbe i skoven i Næstved sammen med ni andre løbere. Ved samme lejlighed samler de skrald op, som ligger og flyder i gaderne.

- Vi er en løbeklub, som løber fast hver tirsdag. Men i weekenderne har vi sociale løbeture, og i dag skal vi ud at samle skrald, siger Klaus Christian til TV ØST.

Dobbelt gevinst i at motionere og gøre noget godt for naturen

Motionsformen er dog ikke så kendt i Danmark endnu, så når Klaus Christian løber sine ugentlige ture, bliver han ofte stoppet af folk, der spørger ind til, hvad han laver.

- Man er jo en ener. Men jeg håber og tror, det er noget, der kan brede sig til mange og inspirere andre, siger Klaus Christian.

Han er ligeglad med, at en mand i motionstøj, der samler skrald op fra gaden, kan være et særsyn. For ham giver det dobbelt gevinst at få motion OG samle skrald samtidig.

-Det er spændende. Vi kan gøre en forskel ved at være med til at holde naturen ren. Det er et ansvar, vi alle sammen har, siger Klaus Christian.

Thomas Olsen fra Næstved er også en af de løbere, der er med på turen i dag:

- Det er dejligt at komme ud i naturen og løbe nogle ture. Tit når vi kommer omkring i skoven, ligger der noget affald. Man har jo godt af at bukke sig ned, så hvorfor ikke tage en pose med i hånden og samle det op, man finder?

Vi oplevede, at der var meget skrald deromkring, hvor vi løb. Så i stedet for at lave nogle sure opstød og i stedet for at pege en finger ud mod folk, så pegede vi fire fingre mod os selv

Kenneth Andersen, medstifter af Facebook-gruppen TrailSkrald

Fænomenet hitter på sociale medier

I øjeblikket er næsten 2.400 danskere med i Facebook-gruppen TrailSkrald, som opfordrer til at samle skrald på løbeturen.

Kenneth Andersen var med til at stifte TrailSkrald-gruppen for fire år siden:

- Vi oplevede, at der var meget skrald deromkring, hvor vi løb. Så i stedet for at lave nogle sure opstød og i stedet for at pege en finger ud mod folk, så pegede vi fire fingre mod os selv. Og så gør vi det til en form for sport i stedet for. For at gøre en forskel.

Efter fænomenet ramte de sociale medier, tog det hurtigt fart. Ikke bare i benene:

- Vi fik ret hurtigt en masse sponsorer, der ville hjælpe med at lave konkurrencer om at samle skrald ind. Derfor blev TrailSkrald ret hurtigt et stort hit. Folk meldte ind alle steder rundt i landet.

Både på Facebook og Instagram uploader løbere fra hele verden billeder af det skrald, de har fundet på deres løbeture under hashtagget #plogging elller den danske udgave hashtag #trailskrald.

Her kan du se gruppen TrailSkrald på Facebook og blive klogere på fænomenet ”plogging”.

Læs også Elever fra Herlufsholm samler affald i skoven

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App