Morgenpost: Landskendt politiker vil sende kommunalt ansatte i praktik

Kystsikring, penge til de ældre og DF-vælgere i drømmeland. Få hele overblikket i valgkampen her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Du har klikket dig ind på dagens morgenpost, som giver dig overblikket i valgkampen.

Hvis dagens morgenpost var en ret, så ville den være biksemad, for morgenposten byder på mange forskellige sager.

Vi skal blandt andet forbi drømmende DF-vælger i Guldborgsund Kommune, en landskendt politiker i Næstved Kommune, som vil sende de kommunalt ansatte i praktik, og en formandskandidat til Region Sjælland, der ønsker en fælles plan om kystsikring sammen med de 17 kommuner i regionen.

quote Når vi får flertallet efter valget, så vil vi starte med at genåbne budgettet. For vi mener faktisk ikke, at der ligger et retvisende budget

Anne Madsen (S), borgmesterkandidat i Sorø Kommune

Husk, du finder som altid dagens debatter og andre politiske arrangementer i bunden af morgenposten.

Borgmesterkandidat i Sorø: Budgettet er ikke retvisende

Vi begynder i Sorø Kommune, hvor vi kaster os direkte ind i skænderiet om pengene.

Her mener Socialdemokraternes borgmesterkandidat, Anne Madsen, nemlig, at kommunens budget for det kommende ikke er retvisende. Tirsdag aften debatterede hun mod borgmester Gert Jørgensen (K) i valgdebatten Dit Valg i Super Brugsen i Sorø.

- Når vi får flertallet efter valget, så vil vi starte med at genåbne budgettet. For vi mener faktisk ikke, at der ligger et retvisende budget, sagde Anne Madsen.

- Jeg ved godt, Gert siger, der ligger et budget, hvor der ikke er foretaget nogen besparelser. Men vi kan jo se sort på hvidt, at der er en lang række udgifter, som man skal ud at finde. Det er for eksempel specialundervisning, hvor der mangler seks millioner kroner, tilføjede hun Anne Madsen.

Den siddende borgmester mente dog ikke, han har glemt at skrive besparelser i budgettet. 

Valgdebat i Sorø
Læs også
Borgmesterkandidat i Sorø: Budgettet er ikke retvisende
Valgdebat i Sorø
Læs også
Borgmesterkandidat i Sorø: Budgettet er ikke retvisende

- Nej, det har vi ikke, forklarede Gert Jørgensen og fortalte, at kommunen har fået underskuddet på specialundervisningsområdet på små seks millioner kroner i 2017 ud af verdenen med en bevilling fra kassen.

Sorø Kommune har herefter bedt en konsulent om at se nærmere på sagen, da kommunen ifølge borgmesteren har et udgiftsniveau på specialundervisningen, der ligger markant højere end landsgennemsnit

Bruger flere millioner end ventet

Lad os blive ved budgettet i Sorø Kommune. For i dagens Sjællandske udtaler formanden for social- og sundhedsudvalget, Lars Schmidt (DF), at selvom budgettet i kommunen er overskredet, så kommer det ikke til at ramme de ældre.

quote Vi trækker i bremsen, men ikke den som går ud over servicen til de ældre. Vi vil ikke spare på de varme hænder

Lars Schmidt (DF), formanden for social- og sundhedsudvalget

- Vi følger naturligvis sagen nøje her i opløbet. Vi trækker i bremsen, men ikke den som går ud over servicen til de ældre. Vi vil ikke spare på de varme hænder. Det, vi i stedet har bedt forvaltningen, kigge på, er udgifterne til uddannelse og kompetenceløft, siger Lars Schmidt til avisen.

Helt nøjagtig vil der ifølge Sjællandske være brugt 3,6 millioner kroner mere end budgetteret på social- og sundhedsområdet.

Vil sende kommunalt ansatte i praktik

Hos nabokommune Næstved pønser den landskendte politiker og borgmesterkandidat Helge Adam Møller (K) til gengæld på at bruge flere ressourcer på opkvalificering.

Den konservative politiker vil nemlig sende kommunale medarbejdere i en uges praktik hos erhvervsvirksomheder, så de kan få en bedre forståelse for erhvervslivet. Det er Sjællandske, der bringer historien, og ifølge avisen handler det om 30 til 50 ansatte fra de forvaltninger, der beskæftiger sig med erhverv.

- Jeg har talt med virksomheder, der er klar til gratis at en kommunal medarbejder i en uge, siger Helge Adam Møller til avisen.

Kandidater ønsker at forny lokaldemokratiet

Skal der bygges en motorvej gennem byen? Og skal alle plejehjem i kommunen have egne køkkener, så de ældre kan få frisklavet mad?

Forleden udtalte økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), at der skal indføres kommunale folkeafstemninger. Med et kommende lovforslag vil regeringen nemlig give mulighed for, at et flertal i kommunalbestyrelsen kan udskrive bindende folkeafstemninger om kommunale anliggender, og den er flere af politikerne i Slagelse Kommune med på.

quote Vi går ind for så meget demokrati som muligt

Jørn Melchior Nielsen (EL)

- Vi går ind for så meget demokrati som muligt, siger Enhedslistens Jørn Melchior Nielsen til Sjællandske.

Hos SF er man også med på idéen.

- Det ville være forfriskende i forhold til demokratiet, og jeg tænker, at der vil kunne blive sendt mange forskellige sager til afstemninger, hvor så resultatet bliver bindende, udtaler Helle Blak til avisen og nævner blandt andet renovationsplaner som et eksempel.

Spidskandidat: Vi må stå sammen i storm

Vi hopper i gummistøvlerne og ud i stormvejret.

Efter store dele af regionen i weekenden blev ramt af det voldsomme vejr, der flere steder blev betegnet som stormflod, er Venstres formandskandidat til posten i Region Sjælland klar med en plan til den næste storm.

Jacob Jensen (V), som formandskandidaten hedder, mener nemlig, at Region Sjælland skal samle 17 kommuner i regionen og lave en fælles plan for at forebygge ødelæggelser ved både storm og stormflod.

Han siger til Sjællandske, at regionen skal påtage sig en ledende og samlende rolle i de tilfælde, hvor det giver mening. Ifølge Jacob Jensen er det nemlig svært kun at håndtere voldsomme naturfænomener lokalt.

Derfor håber han, at en fælles front øger mulighederne for at påvirke Folketinget og eventuelt få ændret lovgivningen eller finansieringen.

DF-drømmeland

Vi slutter dagens morgenpost af i Guldborgsund Kommune, hvor DF-vælgerne drømmer. De drømmer om, kommunen den 21. november kan skrive danmarkshistorie og blive landets allerførste DF-kommune.

Ved det seneste folketingsvalg var mange eksperter ifølge Politiken overrasket over, at Dansk Folkeparti gik frem. Men i Danmarks sydligste kommune var man ikke så overrasket. Her håber flere af vælgerne nu, at man om 20 dage kan blive landets første DF-kommune med René Christensen som borgmester.

quote Vi håber sådan, at det lykkes. Ved sidste valg var vi så skuffede – mindst lige så skuffede som René selv

Lone Haugaard

- Vi håber sådan, at det lykkes. Ved sidste valg var vi så skuffede – mindst lige så skuffede som René selv, siger vælger Lone Haugaard til avisen.

For med 6.033 personlige stemmer blev René Christensen ved det seneste kommunalvalg rent faktisk den absolutte stemmesluger uden at blive borgmester. Det gjorde John Brædder fra Guldborgsundlisten til gengæld.

Brædder, som fik under halvt så mange personlige stemmer, sørgede til gengæld for at lave en bred konstituering på valgnatten og på den måde blev siddende på borgmesterkontoret.

Kunne René Christensen have blevet borgmester? Ja, vurderer mange, men han valgte i stedet at prioritere sin post som folketingspolitiker på Christiansborg.

Men nu går René Christensen benhårdt efter borgmesterposten og er klar til at droppe folketinget.

Det sker i dag

06.00: Valg på P4 Sjælland

P4 Sjælland sender liveradio fra Lolland.

10.00: Politisk paneldebat for kommunens 8. klasser

Der er ungdomspolitiske emner til debat, når Guldborgsund UngeRåd, Guldborgsund Ungdomsskoles Elevråd og Ungdomsskolen afholder valgmøde for kommunens 8. klasser.

Adresse: Nykøbing Falster Hallen, hal 3, Nørre Boulevard 4A, 4800 Nykøbing Falster

15.30: Valgmøde med handicap og socialpolitik på dagsordenen

Danske Handicaporganisationer i Sorø, DH Sorø, inviterer til valgmøde med fokus på handicap- og socialpolitikken i kommunen.

Adresse: Hotel Postgaarden, Storgade 25, 4180 Sorø

16.00: Ældre Sagen inviterer til borgermøde

Hvad er en værdig ældrepleje, og hvordan sikres den i fremtiden? Kan kommunen leve op til kravene i en tid hvor eksempelvis plejehjemsbeboerne råber op? Disse og flere spørgsmål er til debat på aftenens møde.

Adresse: Skælskør Bibliotek,Vestergade 4, 4230 Skælskør

16.00: Valgmøde om Guldborgsunds vejnet

Der er fokus på vejene i Guldborgsund kommune, når Asfaltindustrien afholder valgmøde.

Adresse: Restaurant Sukkertoppen. Sakskøbing Sukkerfabrik, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing

18.45: Hvilken værdi bidrager idrætten med?

Kom og vær med til at sætte idrætten på dagsordenen, når Slagelse Idræts Råd inviterer til valgmøde. Panelet består af Sten Knuth (V), Lis Tribler (S), Troels Christensen (LA), Frederik Pedersen (DF) og Troels Brandt (R).

Adresse: Hotel Frederik 2., Idagårdsvej 3, 4200 Slagelse

19.00: Debatmøde om det gode børneliv

LOF og Kalundborg Bibliotek inviterer til debatmøde, med repræsentanter fra de politiske partier. Aftenens tema er "Det gode børneliv".

Adresse: Kalundborg Bibliotek, Klostervej 2, 4400 Kalundborg

19.00: Giv folkeskolen en stemme

Fremtidens folkeskole i Odsherred får en seriøs plads i valgkampen, når den er til debat i Vig. Det er skolebestyrelserne på Nordskolen og Sydskolen, der sammen med BUPL, FOA og DLF arrangerer valgmødet.

Adresse: Sydskolen afd. Vig, Ravnsbjergvej 23, 4560 Vig

19.50: Dit Valg på TV ØST

Direkte debat på TV ØST og Facebook med borgmesterkandidaterne Søren Kjærsgaard (V) og Christina Krzyrosiak Hansen (S)

Adresse: Føtex, Smedelundsgade 33, 4300 Holbæk


Nyhedsoverblik