Det vi har sammen

Morgenpost: Fra dampbarn til dårlig samvittighed

Der skal være vælgermøde på det muslimske gymnasium Hindholm STX i aften, men to politikere har meldt afbud, fordi skolen angiveligt har tilknytning til en islamistisk bevægelse.

Afbud til et vælgermøde på et muslimsk gymnasium. En hård kamp for lokallisterne. Og en politiker med krudt i røven. Få dit politiske overblik her.

Godmorgen.

Weekenden er fløjet sin vej, og vi er trådt ind i uge to med den politiske morgenpost. Her får du overblikket fra kommunalvalgkampen at starte morgenen på.

Vi skal blandt andet forbi et løfte, der faktisk blev holdt, en byrådspolitiker med ”damp”, en række blødende lokallister og et nej tak til et vælgermøde på et muslimsk gymnasium.

Husk, at du som altid finder en oversigt over dagens valgarrangementer og debatter sidst i morgenposten.

God fornøjelse.

Løftet blev holdt - utilfredsheden hersker stadig

Vi skal jo starte et sted, og er der noget bedre end at begynde med at holde politikerne op på det, de lovede under sidste kommunalvalgkamp i 2013? Jeg tror det ikke.

For fire år siden mente minkavler Ann-Mona Larsen fra Brandelev, at der var store problemer med sagsbehandlingstiderne i Næstved Kommune.

- Vi ventede i to år uden at få svar. Vi var nok nået dertil, hvor vi tænkte, om vi boede i den forkerte kommune, sagde hun i TV ØST’s faste valgformat 'Det Lovede De', der blev sendt søndag aften.

Borgmester Carsten Rasmussen (S) indrømmede da også i en valgdebat på TV ØST i 2013, at det var for dårligt med de lange ventetider, og han lovede bod og bedring.

Og det holdt han faktisk. Siden sidste valg er sagsbehandlingstiderne blevet kortere, men det betyder altså ikke, at erhvervslivet i Næstved Kommune er klar med stående ovationer til kommunalpolitikerne. Se mere her:

05:02

Se indslaget: Holdt borgmester Carsten Rasmussen, hvad han lovede, da han sagde, han ville gøre Næstved Kommune mere erhvervsvenlig?

Luk video

Dårlig samvittighed holder kvinderne væk

Vi skal hurtigt videre til Ringsted Kommune og Rikke Hedegaard (V), der i fire år har siddet i byrådet for Venstre. Men nu er det slut, og hendes navn vil ikke være at finde på stemmesedlen den 21. november.

Generelt halter det faktisk med antallet af kvindelige kandidater. Kun 31 procent af de opstillede byrådskandidater her i regionen er kvinder.

Ingen af mine mandlige kolleger har nogensinde fået de spørgsmål, selv om de har små børn

Rikke Hedegaard (V), byrådsmedlem i Ringsted

Men hvad er det egentligt, der får kvinderne til at vælge kommunalpolitikken fra? Hvis man spøger Rikke Hedegaard, handler det især om dårlig samvittighed.

- Jeg var enlig mor, da jeg stillede op, og jeg er rigtig meget væk fra mine børn. Det påpeger de selvfølgelig også, men andre spørger også, hvordan jeg kan gøre det som mor, og spørger, om jeg ikke har dårlig samvittighed. Ingen af mine mandlige kolleger har nogensinde fået de spørgsmål, selv om de har små børn, sagde hun til TV ØST lørdag.

Afbud til vælgermøde

I Fuglebjerg finder vi en anden form for afbud. 

Her har to af kandidaterne i valgkampen i Næstved Kommune meldt afbud til vælgermøde på det muslimske gymnasium Hindholm STX og Mina Hindholm Efterskole, skriver Sjællandske.

Vi prøver virkelig at være demokratiske. Jeg ved ikke, hvor det er, skoen trykker

Ahmet Deniz, forstander på Mina Hindholm Efterskole

Årsagen skal findes i beskyldningerne om, at gymnasiet har tråde til den islamistiske Milli Görüs-bevægelse.

De to kandidater er Helge Adam Møller (K) og socialdemokraten Michael Perch (S), der begge sidder i byrådet.

- Jeg har gået med tanken, siden beskyldningerne kom frem. Jeg valgte at melde afbud på grund af den eventuelle sammenhæng. Jeg mangler en meget klar afstandtagen til, at de har forbindelse til Milli Görüs. Det vil jeg ikke sætte mit navn på, slår Michael Perch fast over for Sjællandske.

Beslutningen fra de to politikere overrasker forstanderen på den muslimske efterskole, som undrer sig over, at de ikke er mere åbensindede.

Vælgermødet finder sted i aften klokken 19.

Lokallisterne glider i baggrunden

I Guldborgsund hedder borgmesteren i dag John Brædder, og han stiller op for Guldborgsundlisten.

I Stevns Kommune forlod borgmester Mogens Haugaard Nielsen Venstre efter længere tids uro og stiftede partiet Nyt Stevns.

Og i Holbæk Kommune sagde Socialdemokratiets spidskandidat Sine Agerholm efter slåskampe om den omdiskuterede sportsby adjø og stiftede i stedet Lokallisten.

Flere lokalpolitikere går imod strømmen og danner deres egne lokallister, men siden de to kommunalreformer i 1970 og 2007 er antallet af lokallister blevet færre - og det er tilslutningen også. I 1970 stemte 17 procent af vælgerne på en lokalliste, men det tal var kun fem procent ved sidste valg.

Jeg hører fra mange borgere, at de befinder sig bedre som en fri fugl, der kan basere de politiske tankegange på værdier frem for ideologier

John Brædder (Guldborgsundlisten), borgmester

Det skriver Jyllands-Posten.

Men i Guldborgsund Kommune tror John Brædder nu ikke, at tiden for lokallister er forbi.

- Jeg hører fra mange borgere, at de befinder sig bedre som en fri fugl, der kan basere de politiske tankegange på værdier frem for ideologier. Her har lokallisterne deres berettigelse, fordi de er mindre ideologiske og mere pragmatiske, siger han til avisen.

En kandidat med "damp"

Vi slutter denne morgenpost i fuld fart hos en kandidat med så meget krudt i røven, at der næsten skal et skud Ritalin til at falde ned igen.

I hvert fald er Dansk Folkepartis spidskandidat i Holbæk, John Harpøth, ifølge Sjællandske kendt som ”dampbarnet”, fordi han altid har gang i mange ting på én gang.

Det er politik, der bliver prioriteret højest. Det skylder jeg borgerne, efter de stemmetal, de gav mig ved sidste valg

John Harpøth (DF), viceborgmester i Holbæk

DF’eren arbejder som selvstændig tømrer, når han altså ikke lige passer sit hverv som byrådsmedlem og viceborgmester i kommunen.

- Det er fuld fart fremad. Sådan har jeg altid været, men jeg har gearet ned i forhold til tidligere. Det er politik, der bliver prioriteret højest. Det skylder jeg borgerne, efter de stemmetal, de gav mig ved sidste valg, siger John Harpøth.

Og det er da gode nyheder for de 1.893 borgere, der satte deres kryds ved Harpøth i 2013.

En lille reklame

Vi slutter lige med en reklame. For os selv. I aften kan du nemlig for første gang stifte bekendtskab med 'Analysen med Elholm og Langhoff'.

Ni gange i løbet af valgkampen har TV ØST's vært Ivan Nielsen de to folketingspolitikere Louise Schack Elholm (V) og Rasmus Horn Langhoff (S) i studiet, hvor de analyserer den seneste udvikling i valgkampen.

Se med klokken 22.30 på Øst-kanalen. 

Det sker i dag

Ministerbesøg i Kongsted Præstegård i Rønnede, Faxe Kommune
Temaet er ældreområdet, når Liberal Alliance Faxe inviterer til møde May-Britt Kattrup (LA), sundheds- og ældreordfører.
Kl. 15.00-16.00
Adresse: Kongsted Præstegård, Møllevej 1, Kongsted, 4683 Rønnede
OBS: Oprindeligt var det ældreminister Thyra Frank (LA), der deltog på mødet, men hun har udskudt sit besøg på grund af sygdom.

Valgmøde, Kalundborg, Kalundborg Kommune
FTF og LO inviterer til valgmøde med velfærd som tema.
Kl. 18.30
Adresse: Punkt 1, Stejlhøj 46, 4400 Kalundborg

Valgmøde, Maribo, Lolland Kommune
Sportsråd Lolland inviterer til valgmøde.
Kl. 19.00-22.00
Adresse: Maribo Boldklub, Blæsenborg Allé 5, 4930 Maribo

Valgmøde for studerende, Næstved, Næstved Kommune
VUC Storstrøm i Næstved inviterer de studerende til valgmøde med repræsentanter fra hver af de politiske partier.
Kl. 10.35-11.35 og 11.45-12.45
Adresse: VUC Storstrøm, Birkebjerg Allé 1, fælleslokalet på 3. sal, 4700 Næstved

Vælgermøde, Fuglebjerg, Næstved Kommune
Hvordan gør vi Næstved til Danmarks bedste kommune? Det er temaet for vælgermødet i festsalen. Alle borgere er velkomne!
Kl. 19.00-21.00
Adresse: Hindholm STX og Mina Hindholm Efterskole, Hindholmvej 19A, 4250 Fuglebjerg

Dit Valg på TV ØST – i aften fra Slagelse Kommune
Direkte debat på TV Øst og Facebook med borgmesterkandidaterne Sten Knuth (V) og John Dyrby Paulsen (S)
Kl. 19.50-20.20
Adresse: Bilka, Idagårdsvej 1, 4200 Slagelse

Valg på P4 Sjælland, Sorø, Sorø Kommune
I dag live radio fra Energiens Hus i Sorø.
Kl. 6.00-10.00

Sundhedspolitisk valgcafé, Borup, Region Sjælland
Det er sundhedspolitikken, der er i fokus, når Sundhedskartellet i Region Sjælland inviterer til valgmøde. Kom og deltag i debat og dialog med de politkere, der kan få indflydelse på dit arbejdsliv og din regions sundhedsvæsen.
Kl. 18.30-20.30
Adresse: Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland, Møllevej 15, 4140 Borup

Tip os Har du et godt tip?