Morgenpost: Folk skal fandeme lære at opføre sig ordentligt

Spidskandidat flytter til Grønland, færre stemmesteder og comeback til en tidligere borgmester. Her får du dagens overblik i valgkampen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Du har klikket dig ind på torsdagens morgenpost, hvor vi giver dig overblikket i kommunal- og regionsrådsvalget.

Valgkampen er efterhånden gået ind i sin afsluttende fase, og der gemmer sig masser af historier i det politiskelandsskab, så lad os tage på en bustur rundt i den regionale valgkamp. Her kommer vi blandt andet forbi en spidskandidat, der flytter til Grønland, færre stemmesteder og et comeback til en tidligere borgmester.

Husk, at du som altid finder dagens debatter og andre politiske arrangementer i bunden af morgenposten. I dag kan du blandt andet møde en markant folketingspolitiker fra Dansk Folkeparti, komme til sygehusdebat eller blive klogere på valg i USA, Kenya, Kina og Holbæk.

God fornøjelse.

Overfald og trusler i Haslev

Dagens første stop på turen rundt i det politiske landskab er i Faxe Kommune, hvor der onsdag aften var valgdebat mellem den nuværende borgmester Knud Erik Hansen (S) og den uprøvet udfordrer Ole Vive (V) i programmet Dit Valg på TV ØST.

quote Jeg kunne godt tænke mig, de fik noget godt gammeldags arbejde, så de var trætte, når de kom hjem og ikke havde tid til at lave ballade

Ole Vive (V), borgmesterkandidat i Faxe Kommune

Her debatterede borgmesterkandidaterne blandt andet indsatsen mod unge, som på det seneste har skabt utryghed med overfald og trusler i det centrale Haslev, og hvordan kommunen skal forsøge at løse problemet.

- Der er tale om ganske få mennesker, men der er helt sikkert tale om en social indsats, vi kan gøre, sagde Ole Vive og rettede derefter fokus på en mulig løsning:

- Uddannelse og beskæftigelse. De vil gerne have noget at beskæftige sig med, og jeg kunne godt tænke mig, de fik noget godt gammeldags arbejde, så de var trætte, når de kom hjem og ikke havde tid til at lave ballade.

Du kan se eller gense hele debatten lige her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Borgmester Knud Erik Hansen er enig i, at det grundlæggende handler om, at de unge skal have noget for hånden.

- Men det kan jo ikke begrunde, at man går og slår folk ned. Folk skal fandeme lære at opføre sig ordentligt. Det er vigtigt at sige, at alle har et ansvar. Forældre har et ansvar, de unge mennesker har selv et ansvar, og selvfølgelig skal der være nogle tilbud, men de findes også, sagde Knud Erik Hansen.

Comeback til lokallisten

Inden vi hopper på valgbussen og videre rundt i den regionale valgkamp, så slentrer vi lige forbi en mand, som ikke deltog i onsdagens valgdebat, men som af Ugebrevet Mandag Morgen formentlig bliver den nye borgmester.

Manden hedder René Tuekær, er spidskandidat for Borgerlisten og har to gange tidligere været borgmester. Han har altså erfaringen med sig i forhold til Ole Vive (V), der end ikke sidder i byrådet i Faxe Kommune.

René Tuekær (Borgerlisten)
René Tuekær (Borgerlisten) Foto: Borgerlisten

Som Mandag Morgen skriver, så er der kun tre kommuner i Danmark, hvor Socialdemokratiet har borgmesterposten, selv om det ikke er det største parti. En af dem er netop Faxe Kommune. Her lykkedes det for Knud Erik Hansen at samle det meste af byrådet, inklusivt Venstre og Det Konservative Folkeparti bag sig ved konstitueringen efter kommunalvalget i 2013. 

Nu er spørgsmålet, om Knud Erik Hansen kan gentage kunststykket. Her vurderer ugebrevet, at den svage landspolitiske medvind for Socialdemokratiet i forhold til sidste valg trækker op. Men det kan samtidig være en fordel, at Venstre stiller med en spidskandidat, der endnu ikke har siddet i byrådet.

Der er dog langt fra Socialdemokratiets nuværende seks mandater og op til de nødvendige 13 mandater, som giver dem flertallet i byrådet. Selv med hjælp fra de mindre røde partier er Knud Erik Hansen afhængig af støtte fra mindst et af de blå partier eller fra lokale Borgerlisten med René Tuekær i spidsen. 

afe57637-4c9c-4aae-b2e6-9f8059eedfa3.jpg
Læs også
Er du stadig i tvivl? - tag vores kandidattest her
afe57637-4c9c-4aae-b2e6-9f8059eedfa3.jpg
Læs også
Er du stadig i tvivl? - tag vores kandidattest her

Det giver ifølge Mandag Morgen en gylden mulig for den tidligere borgmester, der altså vurderes som ny borgmester for Faxe Kommune. 

Ny DF-melding er guf for Socialdemokratiet

Vi stiger på bussen og sætter kursen mod regionhuset i Sorø, hvor regionsrådet i Region Sjælland holder til.

Efter Jens Stenbæk (V) besluttede sig for ikke at genopstille som regionsrådsformand, har kampen om formandsposten været åben. Men på det seneste har Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti offentligt flirtet i mediere og åbnet op for et tæt samarbejde efter valget den 21. november.

quote Der er god kemi mellem de to spidskandidater, og deres politiske udspil ligger også i tråd med hinanden

Rasmus Horn Langhoff (S), folketingsmedlem

Dansk Folkepartis spidskandidat Peter Jacobsen går selv efter formandsposten. Men hvis ikke det skulle lykkes, er han ikke afvisende over for at pege på den socialdemokratiske kandidat til formandsposten, Heino Knudsen.

- Der er god kemi mellem de to spidskandidater, og deres politiske udspil ligger også i tråd med hinanden, sagde Rasmus Horn Langhoff (S) i programmet Analysen med Elholm og Langhoff på TV ØST og påpegede, at kemi er en vigtig faktor i politik. 

Du kan se eller gense hele programmet lige her:

 
  Foto: TV2 ØST

Dansk Folkeparti har de sidste fire år arbejdet tæt sammen med Venstre og de andre borgerlige partier, og hvis Venstre skal beholde formandsposten i regionsrådet, så er partiet helt afhængig af støtten fra Dansk Folkeparti.

- Det ser lidt sværere ud for Venstre nu, men det er bestemt ikke umuligt. Det er jo ikke, fordi han siger, han ikke kunne drømme om at støtte Jacob Jensen, han vil bare ikke fortsætte på den måde, som det er i dag, og så må man jo så se på, hvad er det er, de ønsker, og hvad de mangler, fastslog Louise Schack Elholm (V).

500 valgsteder til kommunalvalg er skåret væk

Det er godt vi sidder i bussen rundt, for ved valget den 21. november skal flere af os ud på en lidt længere tur for at afgive vores stemme.

Flere end hvert fjerde af de valgsteder, som vi i 2005 kunne gå hen til for at sætte vores kryds, er nemlig forsvundet. Helt konkret var der for tolv år siden 1.831 valgsteder til rådighed landet over, mens der i år kun er 1.341 valgsteder til rådighed. Det viser tal fra KMD, skriver Avisen.dk.

quote Det gør valgdagen mere besværlig for nogle vælgere, som har fået langt til valgstederne, og rammer især ældre, handicappede, borgere uden bil og beboere i små byer og landdistrikter

Roger Buch, valgforsker Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Det er kommunerne, der over en bred kam har nedlagt valgsteder, og udviklingen kritiseres skarpt af UlykkesPatientForeningen, som repræsenterer flere end 100.000 danskere med alvorlige følger efter en ulykke.

Janus Tarp, der er formand for foreningen, peger på, at jo færre valgsteder, desto længere bliver til det enkelte valgsted, og desto sværere bliver det derfor for handicappede og ældre med gangbesvær at deltage i valghandlingen.

- Jeg kan kun anbefale, at kommunerne tager deres demokratiske opgave alvorligt og sikrer, at der er tilgængelige, lokale valgsteder, siger han til Avisen.dk.

Valgforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mener, at der er tale om en markant udvikling, som dog nu ser ud til at flade ud. Hans vurdering er, at udviklingen har haft negativ indflydelse på valgdeltagelsen.

- Går man helt tilbage til 2001, nærmer vi os nu, at 30 procent af landets valgsteder er nedlagt. Primært for at spare penge. Det gør valgdagen mere besværlig for nogle vælgere, som har fået langt til valgstederne, og rammer især ældre, handicappede, borgere uden bil og beboere i små byer og landdistrikter. Formentlig har det skabt en lidt lavere valgdeltagelse, siger Roger Buch.

Kandidat flytter til Grønland

Dagens tur rundt i valgkampen ender i Præstø, men den kunne lige så godt have endt på Grønland.

I Vordingborg Kommune kan Liberal Alliances eneste kandidat til kommunalvalget nemlig ikke træde ind i byrådet, hvis hun bliver valgt ind. Bella Espersen, som spidskandidaten hedder, flytter nemlig til Grønland inden jul.

Det skriver Sjællandske.

Hendes mand, som har drevet et supermarked i Præstø, har fået nyt job på verdens største ø, og derfor vælger byrådskandidaten og resten af familien at flytte med.

Det betyder ifølge avisen, at hun ikke kan bestride posten som medlem af byrådet i Vordingborg Kommune, hvis hun vel at mærke bliver valgt. Man skal nemlig bo i kommunen.

- Jeg håber stadig at blive valgt, og jeg har en, der kan tage over, siger Bella Espersen til avisen. 

Det sker i dag

06.00: Valg på P4 Sjælland

P4 Sjælland sender live radio fra Dagli'Brugsen i Flakkebjerg.

09.00: Morten Østergaard (R) besøger Slagelse Kommune

Det Radikale Venstres partileder Morten Østergaard og spids- og borgmesterkandidat Troels Brandt besøger virksomheder og skoler i kommunen.

Guldagergaard, Heilmannsvej 31A, Skælskør, Slagelse Gymnasium og HF Kursus, Willemoesgade 2, Slagelse, Valgkamp på gaden i Slagelse

10.00: Valgmøde på VU

Hvert parti starter med en "salgstale", hvorefter der er spørgsmål fra salen. Søren Nybo, tidligere kommunalbestyrelsesmedlem, er ordstyrer. Valgmødet afholdes i kantinen.

Vordingborg Uddannelsescenter, Christian Richardtsvej 43, 4760 Vordingborg

14.00: Pølser og politik ved pølsevognen

Kom og få en pølse og en politisk snak med 3F'ere, der er kandidater til byrådet i Næstved.

Pølsevognen ved Sct. Jørgens Kirke, 4700 Næstved

19.00: Debatmøde om sygehusene i Region Sjælland

De fire spids- og formandskandidater til Regionsvalget mødes til debat om sygehusene i Region Sjælland, herunder begreber som kvalitet, tryghed, nærhed og tilgængelighed. 

Hotel Kirstine, Købmagergade 20, 4700 Næstved

19.00: Dit og mit Odsherred: Præsidentduel

Thomas Adelskov (S) og Morten Egeskov (V) mødes til debat om borgmesterposten.

Pakhuset Kulturhus, Vesterbro Torv 4, 4500 Nykøbing Sjælland

19.00: Tænkepause-foredrag om valg

Hør Jørgen Elklit, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, når han fortæller om sin forskning i valg gennem tiderne og i alle sammenhænge. Og hør hvorfor valg er vigtige, uanset om de afholdes i USA, Kenya, Kina eller Holbæk.

Holbæk Bibliotek, Store sal, Nygade 9-13, 4300 Holbæk

19.00: Vælgermøde i Høng

Høng Lokalråd afholder vælgermøde. Mødet indledes med indlæg af partiernes kandidater, hvorefter der er debat mellem kandidater og borgere. 

Ordstyrer er Niels Christian Buch.

Høng Gymnasium, Hovedgaden 2, 4270 Høng

19.00: Debatmøde om sygehusene i Region Sjælland

De fire spids- og formandskandidater til Regionsvalget mødes til debat om sygehusene i Region Sjælland, herunder begreber som kvalitet, tryghed, nærhed og tilgængelighed. 

Hotel Kirstine, Købmagergade 20, 4700 Næstved

19.00: Mød Martin Henriksen (DF) i Sorø

DF Sorø inviterer til offentligt arrangement, hvor Martin Henriksen (DF) fortæller om den aktuelle politiske situation og det kommende kommunalvalg. Mød også lokale byrådsmedlemmer og kandidater. Gratis adgang.

Borgerhuset, Sømosevej 44, 4293 Dianalund

19.50: Dit Valg på TV ØST

Direkte debat på TV ØST og Facebook med borgmesterkandidaterne Martin Damm (V) og Gunver Jensen (S)

DagligBrugsen, Kalundborgvej 24, 4460 Snertinge


Nyhedsoverblik