Morgenpost: Elever hænger med en vis legemsdel lige i vandskorpen

En sjælden fugl fra Næstved. Millionærgevinst til Slagelse Kommune. Og danmarksrekord til Stevns. Her får du overblikket over valgkampen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Så er det blevet fredag, og tiden er kommet til ugens sidste morgenpost, hvor vi giver dig overblikket over seneste nyt fra valgkampens strabadser.

Men først skal vi nordpå til Odsherred.

Dagens første post bliver nemlig leveret fra Rema 1000 i Odsherred, hvor der torsdag aften var valgdebat mellem den nuværende borgmester Thomas Adelskov (S) og Morten Egeskov (V). Her var det temaet erhvervsklimaet, som fik kandidaterne til at trække stridsøkserne frem.

For andet år i træk skraber Odsherred bunden i Dansk Industris årlige undersøgelse af erhvervsklimaet. Og det fik Morten Egeskov til at svinge øksen.

quote Der savnes dialog og ægte interesse for erhvervslivets vilkår

Morten Egeskov (V), Odsherred Kommune

- Der savnes dialog og ægte interesse for erhvervslivets vilkår, siger Morten Egeskov.

- Hvis jeg bliver borgmester, vil der ikke være én henvendelse fra en erhvervsvirksomhed, som jeg ikke er orienteret om, og hvor jeg ikke er orienteret om fremdriften i det, og der skal være en utrolig god begrundelse for, at tingene ikke kan lade sig gøre.

Thomas Adelskov havde dog sneget et skjold med ind i kampen. Nemlig erhvervskonsulenter.

- Jeg synes faktisk, vi har gjort rigtig mange ting. Vi har ansat erhvervskonsulenter, og vi har fået nedbragt vores sagsbehandlingstider, siger han og tilføjer:

- Men det er jo klart, at når man får sådan en måling, så bliver man nødt til at sætte sig ned og sige, hvad er det, vi skal gøre anderledes.

Se eller gense hele debatten lige her:

Og når det er sagt, så går vi videre til de øvrige nyheder.

Privatansatte er i undertal

Vi fortsætter i erhvervslivets tegn med Dansk Industri og historien om mylderet af offentligt ansatte, der sidder på magten i kommunerne.

For 52 procent af medlemmerne i kommunernes byråd er offentligt ansatte, viser en ny analyse. De resterende procenter er enten privatansatte, selvstændige eller noget helt fjerde.

Ind fra højre flyver Linda Frederiksen, distriktschef i Aldi. Hun er nemlig en sjælden fugl, skriver DI. Hun er socialdemokrat i Næstved Kommune og privatansat.

- Jeg er en af de få privatansatte i Næstved Kommunes byråd. De andre byrådspolitikere er typisk offentligt ansatte, eksempelvis skolelærere eller sygeplejersker. Der er også nogle pensionister imellem og nogle selvstændige, der har gode muligheder for at planlægge deres arbejdstid, siger hun til DI Business.

Stevns kommune på podiet

Vi går videre til TV 2 og udgifterne til de ældre i Stevns Kommune.

En opgørelse fra tænketanken Cevea viser nemlig, at pengene per ældre borger over 65 år er faldet med 47,1 procent over de seneste ti år.

quote Det signalerer, at vi har en god ældrepleje. Det er det, vi har råd til

Mogens Haugaard Nielsen, borgmester i Stevns 

Det betyder, at Stevns kan stille sig op på skamlen og modtage en medalje for at være den kommune i hele landet, der har skåret mest i udgifterne til de ældre.

- Det er svært at retfærdiggøre, men vores tilfredshedsundersøgelser har et højt niveau. Vi har et lavt antal sygedage blandt plejehjemsmedarbejdere. Det signalerer, at vi har en god ældrepleje. Det er det, vi har råd til, siger Mogens Haugaard Nielsen, nuværende borgmester i Stevns Kommune, til magasinet Bykongerne på TV 2 News.   

Du kan tjekke din egen kommune lige her.

Elever hænger i med neglene

Så skal vi tilbage på skolebænken, hvor Politiken sidder med historien om Allan Bach, der er klasselærer i Guldborgsund Kommune.

For uden en lokalaftale om lærernes arbejdstid i kommunen, så har Allan Bach kun et minuts forberedelse per elev.

- Jeg har 15 elever i min klasse, og jeg skal jo forberede mig, så jeg rammer alle 15 lige der, hvor de er i deres udvikling i de enkelte fag. Det kan jeg ikke nå på den tid, jeg har. Så jeg sigter efter midten. Så de rigtig dygtige har det måske lidt for nemt, den store midtergruppe bliver ramt nogenlunde præcist, og så hænger de, der ikke er så dygtige, med en vis legemsdel lige i vandskorpen. De hænger i med neglene, siger han til Politiken.

quote De bliver ikke så dygtige, som de kunne. De bliver så dygtige, som der er tid og råd til

Allan Bach, skolelærer, Guldborgsund

- Så det er sådan, det er. De bliver ikke så dygtige, som de kunne. De bliver så dygtige, som der er tid og råd til.

26 af landets kommuner har ikke en lokalaftale om arbejdstid.

Slagelse Kommune kan blive mangemillionær

Dagens sidste post er fra Berlingske, som indeholder en milliongevinst til Slagelse Kommune. For landets kommuner kan indhente mange penge, hvis de får ikke-vestlige indvandrere i job i samme stil som indvandrere fra vestlige lande.

Det viser en beregning fra Beskæftigelsesministeriet.

For Slagelse Kommune er den potentielle gevinst hele 100 millioner kroner. Og det er ikke helt hen i vejret, siger arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent ved Dansk Erhverv, Peter Halkjær.

- Det er i høj grad realistisk. Lige nu er der job, som ikke bliver til noget, fordi virksomhederne ikke kan finde arbejdskraft, selv om kvalifikationerne alene består i, at man skal være engageret og mødestabil. Det er ikke et spørgsmål om, at man skal have en lang, videregående uddannelse. Der er i høj grad efterspørgsel på jobfunktioner som lagermedarbejder, butiksassistent, rengøringsassistent og landtransport, siger han til Berlingske.

- Det kan undre, at valgkampen handler mere om, hvordan pengene skal bruges, end om hvordan de skal tilvejebringes. Man er nødt til at have fokus på, hvordan man kan optimere det råderum, der tilgængeligt ude i den enkelte kommune.

Og hvis du søger en tommelfingerregel, så værsgo: En kommune kan neutralisere udgifter for omkring en kvart million om året ved at få en indvandrer i job. 

Det sker der i dag

Den 3. november
Valgcafé for kvinder på Café Einstein.
Vælgermøde med og for kvindelige kandidater til kommunal- og regionsrådsvalget.
Kl. 17.00-19.00
Adresse: Café Einstein, Algade 66, 4760 Vordingborg


Nyhedsoverblik