Det vi har sammen

Mor til glemt dreng: Kommune skal tage ansvar

2-årige Emir blev låst inde og glemt i sin daginstitution. Nu vil hans mor have kommunen til at tage affære.

Familien Ozturk fra Strøby Egede fandt deres 2-årige søn låst inde og glemt i et skur i sin daginstitution. Nu vil de have kommunen til at tage ansvar.

Det har været nogle turbulente døgn for familien, efter Rosa Ozturk torsdag fandt sin søn låst inde i et skur i daginstitutionen Lodbjerggård i Strøby.

- Den første nat sov han slet ikke. Der krammede han mig så meget, at det næsten gjorde ondt, siger Rosa Ozturk til TV ØST.

Dehydreret og gennemblødt af sved

Hendes søn, 2-årige Emir, blev fundet i det aflåste skuret omkring klokken 16.45 af sin mor, efter hun havde brugt en halv time på at lede efter ham i institutionen. Ifølge Rosa Ostyrk var han gennemblødt af sved og voldsomt dehydreret, da han blev fundet.

- Han lå bare der med kæmpestore øjne, og lige så snart han ser mig, så begynder han at tudbrøle. Han græd ligesom, da han blev født. Det var virkelig voldsomt, siger Rosa Ozturk.

Kommunens ansvar

Rosa Ozturk vil have kommunen til at tage ansvar, så en lignende episode ikke sker for andre forældre.

- Den institution har virkelig lidt af ikke at have nok hænder. Ikke have tid nok til børnene. Fagligt er de dygtige men det er virkelig kommunens ansvar, at sådan noget ikke sker, siger hun til TV ØST.

Stevns Kommune erkender da også deres ansvar i sagen. På tirsdag vil kommunens børneudvalg diskutere, hvordan fremtidige sager kan undgås.

- Det er noget, vi kun kan beklage. Sådan noget må simpelthen ikke se. Jeg har bedt om, at forvaltningen laver en fyldig redegørelse af forløbet, og så må vi diskutere, hvorvidt vi skal ændre procedurerne. Som forældre skal man være tryg ved at aflevere sit barn i institution, siger formand for Børneudvalget i Stevns Kommune, Janne Halvor Jensen (Dansk Folkeparti.)

Familien Ozturk fortæller til TV ØST, at de har besluttet at tage deres børn ud fra daginstitutionen gældende fra på mandag.

- Vi kommer aldrig nogensinde over det her. Smerten bliver nok mindre, men vi glemmer det i hvert fald aldrig som forældre, siger Rosa Osturk.
 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App