Mor til dreng på Sydskolen: Jeg har følt mig meget tryg

Der har været styr på situationen, efter en 17-årig pige blev anholdt for at planlægge et bombeangreb mod Sydskolen i Fårevejle. Det mener en mor.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom børnene på Sydskolen i Fårevejle blev en smule skræmte, da det kom frem, at en 17-årig pige fra Kundby havde planlagt at bombe skolen under en gallafest, så har Louise Victoria Albrechtsen alligevel følt sig tryg.

Hun er mor til en dreng på skolen og sidder desuden også i skolebestyrelsen.

- Sagen har fyldt meget i perioder, siden hun blev anholdt for over et år siden. Jeg har løbende fulgt med, men har følt mig tryg, fordi det kun var den her ene pige, der ville angribe. Jeg har ikke følt, at der var et helt terrornetværk bag og nogle andre, der stod klar til at tage over, siger hun til TV ØST.

- Men jeg synes, det er rart, at der er kommet afklaring nu, så vi kan komme videre.

Har ikke været påvirket

Louise Victoria Albrechtsen har løbende snakket med sin søn om sagen og været åben for at svare på spørgsmål.

quote Jeg synes, det er rart, at der er kommet afklaring nu, så vi kan komme videre

Louise Victoria Albrechtsen, mor til dreng på Sydskolen

- Det er jo begrænset, hvad jeg har kunnet fortælle, fordi man ikke har vidst så meget. Men jeg har hele tiden sagt til ham, at der var ro på, og politiet havde styr på situationen. Så han har ikke været så påvirket af det efterfølgende, fortæller hun.

Hun roser samtidig Sydskolen for at give masser af informationer i sagen.

- Det er lidt forskelligt, hvordan børnene har håndteret det. Det er alt efter, hvor gamle de er. De har været nysgerrige og lidt skræmte, men har hele tiden fået gode informationer fra skolen, siger moren.

Den 17-årige pige fra Kundby blev foruden det planlagte terrorangreb mod Sydskolen i Fårevejle også dømt for at planlægge et angreb mod den jødiske Carolineskolen i København. Hun er også dømt for at stikke en pædagog på en lukket institution i maven med et stikvåben lavet af knust spejlglas. 


Nyhedsoverblik