Det vi har sammen

Mor blev dræbt af spritbilist: Det tog hele vores liv fra os

02:52

DItte, Sille og Rikke Louise mistede deres mor i 2001. Hun blev dræbt af en spritbilist. Video: TV ØST

Da Ditte, Rikke Louise og Sille var børn i 2001, blev deres mor dræbt af en spritbilist. Nu fortæller de om ulykken og tabet af deres mor.

Det skulle have været ren idyl, da søstrene Ditte, Rikke Louise og Sille Juul Kjærbo sammen med deres mor og stedfar flyttede til Lolland i 2001.

Familien havde købt et landsted, hvor de tre piger på 8, 9 og 11 år både skulle have heste og en lille hundehvalp og nyde livet på landet.

Men sådan blev det aldrig.

For en januardag i 2001 blev familiens bil torpederet af en spritbilist, da de kørte på motortrafikvejen syd for Guldborgsundtunnelen mellem Lolland og Falster.

Hun lå død. Død på stedet. Hun var meget knust og havde splinter i halsen af glasskår

Ditte Juul Kjærbo

Datter: - Det kan ramme så hårdt

Tirsdag stod de tre piger frem på TV ØST for at fortælle om ulykken og tabet af deres mor - og for at dele et vigtigt budskab:

- Det er vigtigt, folk ved, at de ikke skal køre med sprit i blodet. Det kan ramme så hårdt og ødelægge en masse liv, siger Rikke Louise Juul Kjærbo til TV ØST.

Død på stedet

Ditte Juul Kjærbo husker stadig forvirringen, der opstod umiddelbart efter ulykken i 2001. Hun husker, hvordan en redder gav hjertemassage til deres mor. Men det var svært at forstå, når man kun var et barn.

- Jeg løber derhen og vil ind til min mor. For de skal ikke stå og slå hende. Det var sådan, jeg havde det indeni, fortæller hun.

Hun fik presset sig op foran, så hun kunne se sin mor.

- Hun lå død. Død på stedet. Hun var meget knust og havde splinter i halsen af glasskår, siger Ditte Juul Kjærbo

Håbede, hun ville vågne op

Den tragiske hændelse var i begyndelsen svær at begribe for de tre søskende, forklarer Rikke Louise Juul Kjærbo.

- Sille og jeg ruskede i hende, men der kom ikke noget liv overhovedet, siger hun og fortsætter.

- Vi håbede, at når vi kom ind på hospitalet, ville hun vågne op.

Det er først nu, det går op for mig, hvor hårdt det egentlig er.

Ditte Juul Kjærbo

En svær barndom

Den tragiske ulykke satte ifølge Sille Juul Kjærbo dybe spor hos de dengang små piger.

- Det tog hele vores liv fra os, siger Sille Juul Kjærbo.

- Det var skyld i, at vi måske havde en lidt svær barndom, fordi vi havde så meget at bearbejde, forklarer hun til TV ØST. 

Selvom de tre søstre i dag er voksne og velfungerende, er tabet af deres mor stadig hårdt, fortæller Ditte Juul Kjærbo.

- Dine børn møder aldrig din mor. Du har ikke en mor, du kan sidde og drikke vin med og fortælle ting. Det er først nu, det går op for mig, hvor hårdt det egentlig er, siger hun til TV ØST.

Hør de tre pigers barske fortælling i videoen over artiklen

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App