Mols-Linien renset for fartanklager

Rederiet Mols-Linien har ikke overskredet farthastigheden på ruten mellem Odden og Aarhus i sommer. Det fastslår en ny undersøgelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I juli blev Mols-Linien og fem kaptajner sigtet for at overskride hastigheden på ruten mellem Sjællands Odde og Aarhus.

Men en ny undersøgelse foretaget af Søfartsstyrelsen og Østjyllands Politi viser, at Mols-Linien har overholdt sejlads-bestemmelserne og renser dermed rederiet for fartanklagerne.

Rederiet var anklaget for 16 hastighedsoverskridelser under indsejlinger til Aarhus Havn. Det var Søfartsstyrelsen, der meldte Mols-Linien til politiet efter en række artikler i Århus Stiftstidende, hvor badegæster og andre fortalte om kæmpebølger fra færgerne.

Bølger skyldes vejrforhold

Men ifølge beregninger fra kystdirektoratet er det kun omkring seks procent af bølgeenergien på kysten, der kan tilskrives Mols-Linien. Den øvrige bølgedannelse skyldes primært vejr- og vindforhold samt anden skibssejlads.

- Vi har et skarpt fokus på at sejle efter reglerne og arbejder derudover systematisk på at minimere den bølgedannelse, der uundgåeligt skabes af ethvert skib. Der har været en begyndende opfattelse af, at enhver bølge ved stranden skyldes Mols-Linien, og vi er glade for, at den misforståelse nu er rettet, udtaler chefkaptajn Poul Pedersen i en pressemeddelelse.

Tidligere straffet

Mols-Linien og en af rederiets kaptajner er dog tidligere blevet idømt en bødestraf for at have sejlet for hurtigt.

Her var sagens kerne netop en monsterbølge fra en af rederiets færger, der væltede ind over stranden syd for Sjællands Odde og forårsagede, at en kvinde, der gik på standen, brækkede benet.

Retten i Holbæk idømte rederiet og kaptajnen bøder på henholdsvis 30.000 kroner og 7.500 kroner.

Kaptajnen blev fundet skyldig i ikke at have overholdt betingelserne for rutesejlads, mens rederiet, ifølge retten, forsømte at sikre, at sejladstilladelsen blev overholdt.

Retten fastslog, at en af rederiets færger væsentligt oversteg den tilladte hastighed på 14 knob, og at færgen sejlede nærmere land end angivet i vilkårene for sejladsen.

Bølgen fra færgen tog en lille båd med sig, der styrede ind i kvindens knæ, så hun brækkede benet og måtte gennem en operation og et længere ophold i kørestol.


Nyhedsoverblik