Mogens Haugaard: Jeg vil gerne være borgmester igen

Læs interviewet med Stevns borgmester, Mogens Haugaard, der søndag aften valgte at forlade Venstre efter lang tids uro.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I en længere periode har der være politisk uro i Stevns Kommune.  

I august blev kommunens borgmester valgt som spidskandidat for Venstre til det kommende kommunalvalg, men det var der flere medlemmer af kommunalbestyrelsen, der var utilfredse med. De krævede et ny opstillingsmøde for at vælge en ny spidskandidat.

På Venstre Stevns' generalforsamling i sidste uge blev et nyt opstillingsmøde så vedtaget, og det fik borgmester Mogens Haugaard til at sige stop. Nu har han forladt paritet og er blevet løsgænger, og TV ØST har spurgt ham hvorfor:

quote Stridighederne har centeret sig om min person og har forplantet sig i kommunalbestyrelsen, og det skal stoppe nu

Mogens Haugaard, borgmester i Stevns Kommune

Hvorfor har du valgt at melde dig ud af partiet?

- Jeg har valgt at melde mig ud på grund af den magtkamp, der har været i Venstre i en lang periode siden sidste opstillingsmøde, og jeg har kun til hensigt at lægge striden ned. Stridighederne har centeret sig om min person og har forplantet sig i kommunalbestyrelsen, og det skal stoppe nu. Jeg blev valgt som borgmesterkandidat i august, og så overgår det mine grænser for ordentlige og demokratiske værdier, at man vil have et nyt opstillingsmøde.

Hvad var det udslagsgivende for din beslutning?

- Jeg har brugt meget tid på at spekulere. Uroen har forplanter sig ud over kommunegrænser, og det ønsker jeg ikke. Når jeg har truffet den beslutning, så håber jeg, det er med til at lægge magtkampene ned, og det prøver jeg på ved at træde ud på sidelinjen.  Jeg håber, det hele falder lidt ro.

Du har været medlem af Venstre i 42 år - hvordan har det været at træffe beslutningen?

- Det har været en meget svær beslutning, og jeg er også liberal langt ind i hjertet. Når vi skal stemme til Folketingsvalget, så stemmer jeg Venstre.

quote Jeg forestiller mig, at jeg igen er kandidat inden kommunalvalget, men ikke for Venstre

Mogens Haugaard, borgmester i Stevns Kommune

Du fortsætter som borgmester året ud og skal arbejde sammen med de andre partier og ikke mindst Venstre. Hvordan bliver det samarbejde?

- Nu tager jeg en snak med gruppeformændene fra de andre partier, og så prøver vi at samles og få dagligdagen til at fungere, og det tror jeg nok skal lykkes. Jeg forventer, vi har politikere, der er professionelle, så selvom vi har haft personstridigheder, så må vi lægge det til side. Det er til skade for Stevns Kommune, hvis ikke vi gør det. Jeg tror godt, vi kan komme i land.

Hvad kommer til at ske for dig fremadrettet?

- Jeg brænder for lokalpolitik, og jeg skal finde ud af, hvilken platform jeg skal stå på. Jeg forestiller mig ikke, jeg skal være løsgænger hele perioden.

Vil det sige du stiller op som borgmesterkandidat til kommunalvalget?

- Der er to muligheder – enten opretter jeg min egen liste, eller også melder jeg mig ind i et andet parti. Jeg forestiller mig, at jeg igen er kandidat inden kommunalvalget, men ikke for Venstre.


Nyhedsoverblik