Det vi har sammen

"Moffe" erkender sig skyldig i besiddelse af børneporno

Claus Nielsen med kælenavnet "Moffe" har ved Retten i Holbæk i dag erkendt sig skyldig i at være i besiddelse af børneporno.

I dag begyndte retssagen mod Claus "Moffe" Nielsen fra Holbæk. Her erkendte den 46-årige murer sig skyldig i besiddelse af børneporno.

Claus "Moffe" Nielsen fra Holbæk har i dag erkendt sig skyldig i besiddelse af børnepornografiske billeder. 

Det skete ved retten i Holbæk, hvor retssagen mod ham i dag er gået i gang.

Årsagen er, at Claus "Moffe" Nielsens forsvarsadvokat mener, at der i sådanne tiltaler er tale om omvendt bevisbyrde. Ved omvendt bevisbyrde er det op til tiltalte selv, altså Claus "Moffe" Nielsen, at bevise, at de unge kvinder på billederne er over 18 år.

Det kan han ikke, og derfor erkendte han sig i dag skyldig i at være i besiddelse af børnepornografiske billeder.

Anklager Lise Frandsen mener dog ikke, at der er tale om omvendt bevisbyrde. Hun mener, at bevisbyrden ligger hos anklagemyndigheden, siger hun til TV ØST.

Læs også ”Moffe” anklaget for at sælge cannabisolie for over 2,7 millioner kroner

Fik billeder af fremmed mand

Under retssagen i dag kom det frem, at de børnepornografiske billeder angiveligt skulle være af unge kvinder, hvor kun kroppen er synlig. Man kan altså ikke helt slå fast, hvor gamle kvinderne eller pigerne er. 

Claus "Moffe" Nielsen har chattet med en anden mand i et lukket chatforum. Det er angiveligt den mand, som har sendt "Moffe" de billeder, der angiveligt er børnepornografi.

14 børnepornografiske billeder

Claus "Moffe" Nielsen er egentligt tiltalt for salg af euforiserende stoffer og brud på lægemiddelloven efter at havde produceret og solgt cannabisolie som medicin til syge mennesker.

I et tillæg til anklageskriftet, som TV ØST har fået aktindsigt i, fremgik det dog, at den 46-årige murer fra Holbæk også er tiltalt for at være i besiddelse af og for at udbrede børneporno.

Det drejer sig ifølge anklageskriftet om 14 pornografiske fotos af personer under 18 år, som Claus "Moffe" Nielsen er tiltalt for at være i besiddelse af.

Læs også Cannabissag tager uventet drejning: "Moffe" tiltalt for at have børneporno

Karaktermord

Torsdag benægtede Claus "Moffe" Nielsen, at der var tale om børnepornografi.

- Nej, det er ikke børneporno. Men det kan jeg jo sagtens sige. De kan komme med en hvilken som helst anklage eller sigtelse mod mig, men jeg er uskyldig, indtil andet er bevist, sagde Claus "Moffe" Nielsen til TV ØST.

Han mente, der er andre bagtanker med tiltalen.

- Det er kun for at lave et karaktermord. For at vise, at Moffe er måske ikke den helt, man forsøger at fremstille ham som, sagde han. 

Denne artikel er opdateret

Artiklen opdateres løbende under dagens retssag.

  • 23. okt 2017 kl. 14:10 Opdateret med informationer fra retssagen givet under Claus "Moffe" Nielsens vidneudsagn.
  • 23. okt 2017 kl. 17:29 Opdateret med anklagers syn på omvendt bevisbyrde.

 

Tip os Har du et godt tip?