Mørkklædte skikkelser kaster molotovcocktail mod rockerborg – politiet efterforsker sagen massivt

Anmeldelsen kom klokken 22.17. Molotovcocktailsene når ikke at udvikle sig, da beboere af huset når at slukke branden med en pulverslukker. Foto: Michael Johannesen

Politiet oplyser nu, at det er molotovcocktail, der søndag aften blev kastet mod rockerborgen i Holbæk. Hvem, der kastede, kan de ikke sige.

Efter nogle dage med ro i området omkring Bandidos’ klubhus i Holbæk, blev der søndag aften kastet molotovcocktails mod rockerborgen.

Det bekræfter Michael Flemming Rasmussen, der er politiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det er nogle indtil videre uidentificerede personer, som kommer til klubhuset og kaster et antal molotovcocktails mod huset, og noget af det rammer en bil, der holder parkeret ved huset, siger politiinspektøren.

Det er åbenbart for enhver, at der er en eller anden konflikt kørende i Holbæk-området i øjeblikket

Michael Flemming Rasmussen, politiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi

Politiet fik umiddelbart efter anmeldelsen spærret området af, hvorefter de foretog en minutiøs gennemgang af fundene på stedet.

- Og jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad vi har fundet af hensyn til efterforskningen, siger Michael Flemming Rasmussen.

Politiet efterforsker massivt

Anmeldelsen kom klokken 22.17. Molotovcocktailsene nåede ikke at udvikle sig, da beboere af huset nåede at slukke branden med en pulverslukker.

Om bilen, der holdt på stedet, blev ramt ved et tilfælde, eller om den var et mål for angrebet, ved Michael Flemming Rasmussen ikke.

Brandvæsnet var også til stede, men beboerne havde selv slukket branden forinden. Foto: Michael Johannesen

Politiet ledte efter spor med hunde. Foto: Michael Johannesen

Hvem kaster molotovcocktailsene?

- Det kan jeg ikke sige noget præcist om, siger Michael Flemming Rasmussen.

- Det er åbenbart for enhver, at der er en eller anden konflikt kørende i Holbæk-området i øjeblikket, og vi efterforsker massivt for at finde frem til parterne i den her konflikt, ligesom vi også er meget synligt tilstede i området.

Mobil politistation i aktion

Politiinspektøren oplyser, at borgernes tryghed er i højsædet for politiet. Derfor er de også mere synligt tilstede i området, end de tidligere har været.

- Generelt er vi meget til stede i Holbæk-området de steder, hvor det giver rigtig god mening at være til stede. Og vi har været en del i Vangkvarteret (blandt andet Agervang, red.) på det seneste. Vi har blandt andet en mobil politistation igen i eftermiddag deroppe, siger Michael Flemming Rasmussen.

Og hvad skal det hjælpe, at I har en mobil politistation?

- I det hele taget handler det om at få en dialog med befolkningen. På den ene side indsamler vi informationer til vores efterforskning. På den anden sælger vi tryghed, og så viser vi borgerne, at vi er der for deres skyld, siger Michael Flemming Rasmussen.

Politi: Man skal ikke være utryg

Hvor utrygt er det for den almindelige borger?

- Det kan man næsten kun spørge den enkelte borger i Holbæk om. Vi gør alt, hvad vi kan for at lægge en dæmper på konfliktniveauet deroppe og sælge noget tryghed, siger Michael Flemming Rasmussen.

Politiets arbejde søndag aften og natten til mandag gav ingen anholdelser. Foto: Michael Johannessen

Politiet var talstærkt tilstede ved klubhuset søndag aften. Foto: Michael Johannesen

Men tænker du, at man skal være utryg?

- Nej, det mener jeg ikke, man skal. Vi er massivt til stede, og vi har hele tiden en kontrollerende efterforskning kørende. Og lur mig, om vi ikke får taget nogle flere af konfliktens parter ud af omsætningen, siger politiinspektøren.

Politiet anholdt 13 personer natten til onsdag i sidste uge. De var alle mistænkt for at have begået vold eller have tilskyndet til at begå vold.

Tre mænd i aldrene 20, 24 og 26 år blev varetægtsfængslet frem til den 30. oktober. De andre blev løsladt, men er fortsat sigtede.

Kommune vil nedlægge forbud

De seneste uger har budt på flere tilfælde af vold og hærværk i Holbæk.

I sidste weekend var der et voldsomt slagsmål i boligområdet Vangkvarteret i Holbæk. Her overfaldt maskerede mænd bevæbnet med køller, økse, knive og en hammer tre unge mænd på 18 år.

Onsdag blev en 18-årig mand udsat for grov vold i sit hjem i Nykøbing Sjælland. Igen af en række maskerede personer. Efter overfaldet så vidner en sølvgrå personbil køre fra området. Efterforskning førte politiet på sporet af en mistænkt, som ifølge politiets oplysninger hørte til Bandidos’ rockerborg i Østerstræde i Holbæk.

Urolighederne i Holbæk har nu fået Holbæk Kommune til at benytte en bestemmelse i loven, som skal forhindre rockergruppen at samles på Østerstræde i Holbæk.  

Bestemmelsen giver nemlig en kommune mulighed for at nedlægge forbud mod, at en ejendom anvendes som samlingssted for blandt andre rockere eller bander, hvis det skaber utryghed for de omkringboende.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App