Det vi har sammen

Møn kommer på det store lærred til FN-topmøde i New York

01:13

Her kan du se videoen om Møn Biosfære, som vil blive vist på FN's topmøde i New York i juli 2018.

En video om Møns særlige naturområde bliver vist på et topmøde i New York for FN. Det er et stærkt brand for Møn, siger Vordingborgs borgmester.

Når FN holder topmøde i juli i New York, vil de fremmødte fra hele verden ikke være i tvivl om, hvad Møn er.

For på mødet bliver vist en video om Møns særligt udpegede UNESCO-naturområde, kaldet Møn Biosfæreområde. 

Videoen er udvalgt som en del af UNESCO's præsentation af de særlige naturområder verden over.

Det oplyser Vordingborg Kommune i en pressemeddelelse.

Viser bæredygtig udvikling i kommunen

Videoen fra Møn viser, hvordan man her arbejder med at udfylde et af FN's verdensmål om bæredygtighed - nemlig "Livet i havet". Den handler om, hvad man gør for at bevare de lokale fiskebestande i Stege Bugt og Nor. 

Hvad er et biosfæreområde?

Et biosfæreområde er kendetegnet ved at have varierede landskaber, som er rig på forskellige arter af både sårbare og truede dyre- og plantearter.
Samtidig handler det også om, at de mennesker, som bor og arbejder i området sørger for at skabe balance mellem folk og natur. 

Borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed (S), er stolt af den danske deltagelse. 

- Jeg er personlig meget stolt af, at Møn Biosfæreområde indleder UNESCO’s præsentation af biosfæreområder og verdensmål under FN topmøderne i New York. Det er et incitament for den bæredygtige udvikling vi ønsker at styrke i vores kommune og et stærkt brand for Møn, siger borgmester Mikael Smed i pressemeddelelsen.

Møn blev udpeget sidste år

Sidste år blev Møn udpeget af UNESCO til at være biosfæreområde. Det er Møn og de omkringliggende øer Bogø, Farø, Tærø og Nyord og det vand, der samler området øst for Sjælland, som danner biosfæreområdet. Der er udpeget områder som Møn over hele verden.

Videoen fra Møn er én blandt 30 udvalgte videoer af internationale eksempler som vil blive vist på topmødet. Udover FN-topmødet vil videoen, sammen med de øvrige, også blive vist på flere andre topmøder i New York sommeren over. 

Du kan læse mere om FN's verdensmål på FN's hjemmeside.

Ovenover artiklen kan du se videoen. Den indleder i øvrigt UNESCO's fulde præsentation til møderne.

Læs også Møn hædret på international UNESCO-liste

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App