Sammen med sin gruppe af modstandsfolk skrumlede Ejner Lundstrøm 5. maj 1945 mod Klintholm Havn på det østlige Møn. Det var første dag i frihed - regnskabets time var kommet.
- De skulle til Klintholm Havn for at anholde en stikker, fortæller hans søn, Johannes Lundstrøm, i dag.
Jeg tror det første, der ramte dem, var lugten
Men modstandsfolkene glemte hurtigt alt om stikkeren, da de kom frem. En mørk pram var nemlig bugseret ind til havnen samme morgen, og som en af de første åbnede Ejner Lundstrøm lugen ned til lasten.
Artiklen fortsætter under billedet:
- Jeg tror det første, der ramte dem, var lugten. De var jo stuvet sammen og lå fuldstændig tæt. Jeg tror, det har været et chok for min far og de andre. De har simpelthen haft svært ved at fatte, at mennesker var blevet behandlet på den måde.
Johannes Lundstrøms far havde åbnet ned til en last fuld af kz-fanger.
Artiklen fortsætter under billedet:
Kz-fanger fra Stutthof
I slutningen af anden verdenskrig prøvede nazisterne at skjule, hvad der var sket i koncentrationslejrene ved at evakuere de lejre, som var ved at falde i de allieredes hænder. Også Stutthof ved Danzig i Polen.
Men byen var omringet af russerne, så i stedet for at sende de 3300 fanger ud på en lang march, blev de sat i fire store pramme med kurs mod Neustadt længere mod vest i Tyskland.
Undervejs blev prammene dog splittet, og en af dem endte altså i Klintholm Havn.
Artiklen fortsætter under billedet:
Ombord var 370 fortrinsvis polske og russiske fanger, som havde overlevet de 10 dage i prammen.
Lokal hjælp
Modstandsfolk, lokale og ikke mindst doktor Fenger fra Borre og doktor Mortensen fra Stege samt hans kone, Fru Mortensen, som var ansvarlig for den lokale afdeling af Røde kors, blev hurtigt tilkaldt for at tilse de underernærede fanger, som led af dysenteri, tyfus og tuberkulose.
Artiklen fortsætter under billedet.
To dage efter ankomsten udtalte doktor Fenger til den lokale avis, at man under normale omstændigheder havede indlagt alle, og de ville have fyldt Stege Sygehus i to år.
Men omstændighederne var ikke normale, og i stedet blev et lokalt badehotel inddraget og omdannet til nødlazaret til de mest medtagede fanger.
Artiklen fortsætter under billedet:
Og hjælpen hjalp. Hen over foråret og sommeren kom fangerne sig hurtigt, og de sidste forlod Møn i efteråret 1945. Eller næsten de sidste.
Graven i Magleby
Lige inden for lågen på Magleby kirkegård, fire kilometer fra Klintholm Havn, befinder der sig i dag en grav, der fortæller historien om, hvor medtagede fangerne i prammen var.
19 af de cirka 370 nåede nemlig aldrig at opleve friheden. De døde efter ankomsten til Møn.
Men 351 overlevede, og i dag står en sten på Klintholm Havn og markerer den indsats, Mønboerne gjorde for at redde liv på frihedsmorgenen 5. maj og resten af foråret og sommeren i 1945.
På stenen står en simpel tekst: "Fra sult og nød, tortur og død. De mødte på en fremmed kyst en hjælpsom ånd, en udstrakt hånd".