Det vi har sammen

Modstand mod kæmpetårn: Det skæmmer natur og belaster miljø

00:53

Sådan ser de foreløbige planer ud for det høje udsigtstårn.

1 af 2

Politikerne i Faxe Kommune er tæt på at godkende et kæmpetårn ved Gisselfeld. Men ikke alle er glade for udsigten til det markante byggeri.

Jesper Petersen elsker den sydsjællandske natur omkring Gisselfeld, hvor han ofte går tur og ser på fugle. Han er ikke begejstret for planerne om et stort udsigtstårn i området.

- Det bliver jo et meget markant tårn i en fantastisk natur, som ellers er fri for grimme konstruktioner som vindmøller og den slags, siger beboeren til TV ØST.

Der er store perspektiver. Det vil tiltrække turister, forbedre forretningslivet og blive et vartegn, kommunen kan være stolt af

Dorte Nybjerg (V), formand for Erhvervs- og Kulturudvalget

Han begrunder sin modstand med især tre ting. Udover det æstetiske  aspekt mener han, det er en alt for kommerciel måde at formidle natur på. Og så så vil de mange turisters biler forurene.

 Store perspektiver

Det er Faxe Kommune, der skal godkende planerne. Udvalgsformanden erkender, at der er negative konsekvenser for natur og miljø, men de opvejes af de positive.

- Der er store perspektiver. Det vil tiltrække turister, forbedre forretningslivet og blive et vartegn, kommunen kan være stolt af, siger Dorte Nybjerg (V), som er formand for Erhvervs- og Kulturudvalget.

Det er Camp Adventure, der allerede har stor succes med de populære forhindringsbaner i trætoppene, som står bag tårnplanerne.

- Der vil altid være kritik, uanset hvad man bygger. Men langt de fleste kommentarer er positive. Vi mener, vi har nogle planer, som giver et smukt tårn i samspil med naturen, siger forretningsudvikler Kasper Larsen. 

Udsigtstårnet bliver op mod 60 meter højt og forventes at kunne tiltrække 125.000 turister årligt.

Byrådet behandler sagen den 15. December, og der ser ud til at være markant flertal for tårnet.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App