Mobning og krænkelser på erhvervsskoler – direktør mener, der er et problem

Man har altid et problem, når nogen føler sig mobbet, lyder det fra John Norman, der er direktør hos EUC Sjælland. Foto: Morten Spuhr - TV ØST

Det er et problem, når hver femte erhvervsskoleelev føler sig krænket, mener direktøren for EUC Sjælland.

Snotskovl. Tykke.

Øgenavnene tilhører de to tømrerlærlinge Frederik Skovsgaard Petersen og Bastian Lauritsen fra Næstved. Og øgenavne er tilsyneladende en del af hverdagen for elever på erhvervsskolerne.

En undersøgelse, foretaget af Dansk Center for undervisningsmiljø, viser, at 4,3 procent af eleverne på landets erhvervsskoler føler sig mobbet, mens 19 procent føler sig krænket i form af øgenavne eller at blive holdt udenfor fællesskabet.

Og undersøgelsen viser et problem, lyder det fra John Norman, der er direktør hos EUC Sjælland.

Det, synes jeg ikke, lyder særlig rart. Det kunne da godt tyde på, at der er noget, vi skal kigge på her

John Norman, direktør hos EUC Sjælland

- Man har altid et problem, når nogen føler sig mobbet. Så har man et problem, siger han.

Direktør: Sådan skal det ikke være

Omkring fire procent af erhvervsskoleeleverne oplever mobning, mens 19 procent føler sig krænket. Hvad siger du til de tal?

- Det er for mange. Det er altid for mange, når nogen føler sig mobbet eller krænket. Sådan skal det ikke være, siger John Norman.

To af eleverne bliver kaldt Snotskovl og Tykke. Hvad mener du om de navne?

- Det, synes jeg ikke, lyder særlig rart. Det kunne da godt tyde på, at der er noget, vi skal kigge på her, siger John Norman.

De to tømrerlærlinge mener, at det er sådan tonen er i den branche. Der er tonen bare hårdere.

- Det er en lidt hårdere tone, end hvis du sidder på et kontor, men det er bare jargonen. Det er fedt, siger Frederik Skovsgaard Petersen.

Det er ikke en del af jargonen

Det er jargonen, siger eleverne, sådan er det bare. Hvad tænker du om, at de siger sådan?

- Jeg tænker ikke umiddelbart, at sådan nogle navne er en del af jargonen. Jeg er helt på det rene med, at når man arbejder i håndværksfagene, så går det lidt hurtigt en gang i mellem. Der kan være behov for, at der bliver givet nogle kommandoer i en fart, det kan være af sikkerhedsmæssige årsager eller andre ting, men sådan nogle navne lyder ikke rigtigt, siger John Norman.

Sidste år blev det et lovkrav, at erhvervsskolerne skal have en anti-mobbestrategi. Hvad gør I konkret ved mobning og krænkelser?

- Hos os har vi nul-tolerance. Konstaterer vi nogen former af den slags, så tager vi rimelig kontant fat i det. Det er en strategi, som vi i øjeblikket er ved at evaluere på, fordi det handler udelukkende om, at vi går til roden med det samme. Vi arbejder nu mere på at få det italesat noget mere, sådan det slet ikke opstår, siger John Norman.

- Det er kommet for at blive

Det her er noget, som man vel næsten kan tillade sig at sige, at det er kommet for at blive

John Norman, direktør hos EUC Sjælland

Det lyder, som om I har et stort arbejde foran jer?

- Ja, det har vi, lyder det fra direktøren.

- Det her er noget, som man vel næsten kan tillade sig at sige, at det er kommet for at blive. Så det vil være en indsats, som vi altid skal være oppe på tæerne for at følge med på. Ikke kun på erhvervsskolerne men alle steder, hvor der er mennesker, der interagere med hinanden.

Hvad skal der til, så du er tilfreds på det her område?

- Hvad skal der til? Det er svært at svare på. Nu er det ikke rigtig voldsomme tal som sådan, men jeg vil helst ikke høre om det. Hvis jeg skal være helt ærligt, så skal det helt væk, lyder det fra John Norman.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App