Mistænkt i Emilie Meng-sag får rettens ord: Ransagningen var speciel

Det var en usædvanlig ransagning – men manden, der blev mistænkt for at stå bag kidnapningen af Emilie Mengs får ikke kæmpeerstatning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fem gange blev hans hjem i efteråret 2016 endevendt af politiet. Ved den sidste ransagning den 24. oktober 2016 skete det under stor offentlig bevågenhed, og politiets retsteknikere borede en række huller i mandens bolig for at sikre, at der ikke var skjulte gemmesteder, ligesom man flere steder tvang sig adgang til huset.

Det var en usædvanlig situation, der skal udløse en højere erstatning, end man normalt ser, fastslog Østre Landsret torsdag.

quote Min klient har oplevet det som en stor psykisk belastning, den måde, som det her blev grebet an på (...)

Advokat Steen Djurtoft

- Det er en melding, som vi er glade for. Min klient har oplevet det som en stor psykisk belastning, den måde, som det her blev grebet an på, og det er vi glade for, at Østre Landsret anerkender, siger advokat Steen Djurtoft fra Advodan i Slagelse og fortsætter:

- Det er en anerkendelse af, at det her var en langt mere omfattende og ydmygende handling overfor min klient, end man normalt ser ved en ransagning. Det er vi rigtig glade for, at retten anerkender, siger advokat Steen Djurtoft fra Advodan i Slagelse.

Hans klient, Finn Petersen fra Korsør, blev flere gange af naboer meldt til politiet, da de fandt hans opførsel påfaldende. Ransagningerne blev foretaget på alle tider af døgnet i efteråret 2016.

Siden er sigtelsen mod ham frafaldet, og han er renset i sagen.

Går glip af stor erstatning

Steen Djurtoft havde krævet en erstatning på 75.000 kroner for ransagningerne – men selvom Østre Landsret anerkendte, at der var tale om en helt særlig sag, så mente de ikke, at lovgivningen var blevet brudt. Derfor valgte de kun at forhøje erstatningen til 3.600 kroner - 2.400 kroner mere, end der tidligere er blevet afsat. Dertil kommer et mindre beløb til rengøring og til en murer, der skal udbedre de skader, som politiets efterforskning tilføjede huset.

- Der er ikke mange sager, der ligner denne. Måske Tibetsagen, hvor aktivister fik frataget tibetanske flag, og fik erstatninger, der var væsentligt højere end 3.500 kroner. Og det må vi jo tolke sådan, at det åbenbart er et større overgreb at få inddraget et flag end som uskyldig at blive banket op midt om natten og få boret store huller i gulvet, mens den samlede presse ser med udenfor døren. Det er lidt overraskende, siger advokaten til TV ØST.

Advokaten vurderer, at sagen om erstatning stopper her.

- Kan vi få bevilget adgang til Højesteret, så er der en betydelig økonomisk risiko, som min klient må løbe. Han vil f.eks. ikke kunne få retshjælp. Så min klare vurdering er, at sagen stopper her, siger han.

De mange ransagninger mod Finn Petersen var resultatet af mange bekymrede borgerhenvendelser. Borgerne tog dog også sagen i egen hånd og gennemførte ulovlige aflytninger mod Finn Petersen. Denne sag er dog fortsat verserende.

Se et tidligere tv-indslag om sagen herunder.

Søgsmålet mod Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi kommer på baggrund af den psykiske belastning, det har været for Finn Petersen at være mistænkt, især på grund af den massive pressedækning. Det oplyser Finn Petersens advokat, Steen Djurtoft, til BT

 


Nyhedsoverblik