Miss Marielyst bliver kåret i aften: Skal det være dig?

Ved sidste Miss Marielyst i 2016 vandt australskfødte Cydney Coleman fra Eskilstrup. Foto: Privatfoto

Den traditionsrige skønhedskonkurrence på Falster løber af stablen i aften. Der er stadig åbent for tilmeldingerne til miss-kåringen.

TV ØST dækker Miss Marielyst på Snapchat i aften. Tryk her for at følge os.

I aften bliver stiletterne pudset, og der fyres op for krøllejernet. Årets Miss Marielyst skal nemlig kåres.

Den traditionsrige skønhedskonkurrence på Falster byder både på catwalk, mode- og danseshow samt musik på scenen på Marielyst Torv. Arrangøren bag konkurrencen, Amalie Beck fra restaurant Larsens Plads, har store forventninger til aftenen.

- Der er lagt op til et stort, fedt show med DJ, band og modeshow. Vejret er vi heller ikke bange for i år, så det skal nok blive superfedt, siger hun.

Otte meter lang catwalk

Otte håbefulde kandidater har tilmeldt sig Miss Marielyst-konkurrencen, som begynder klokken 20 i aften. I løbet af tre timer skal pigerne præsenteres for et dommerpanel og publikum med informationer om dem selv, gå catwalk ned ad et otte meter langt podie og fremvise to selvvalgte outfits.

Læs også Miss-kåring i mørke

- Vi har bedt pigerne om at tage deres yndlingssæt med, som både kan være deres yndlingskjole eller sportstøj. De skal bare føle sig tilpas i det. Så har vi også bedt dem om at tage en pæn aftenkjole med, siger Amalie Beck.

Undervejs i konkurrencen vil der også være et modeshow med Dissing og Vero Moda samt et danseshow med Katrine Bondes Danseskole.

Du kan stadig nå at melde dig til

På grund af for få deltagere blev Miss Marielyst-konkurrencen aflyst sidste år. Fem deltagere var ikke nok til at løfte et ordentligt show, fortæller Amalie Beck. I år er det gået bedre med tilmeldingerne, for allerede samme dag, som hun slog opslaget op på Facebook, fik hun 7-8 tilmeldinger fra potientelle miss'er. 

Hvis der er nogen, der er friske på dagen, så er de meget velkomne til at komme

Amalie Beck, arrangør og indehaver af restaurant Larsens Plads

- I dag foregår det hele på Facebook. Det er der, de unge piger er, derfor nytter det ikke at indrykke annoncer i Folketidende, siger arrangøren.

Selvom Amalie Beck er tilfreds med antallet af deltagere, så er der plads til flere.

- Hvis der er nogen, der er friske på dagen, så er de meget velkomne til at komme, siger Amalie Beck, som opfordrer til at henvende sig på amalie.larsensplads@live.dk, hvis man ønsker at stille op.

En fremtid som model

Miss Marielyst er blevet afholdt i flere årtier. Ifølge konferencier Claus Frandsen, som har været medarrangør af miss-kåringen siden midten af 90’erne, kan konkurrencen for alvor sætte skub i modelkarrieren. Det skete for Vild med dans-vært Sarah Grünewald fra Marielyst, da hun vandt konkurrencen i starten af 00'erne, fortæller han. Førstepladsen fik hende nemlig videre til en optagelsesprøve på et modelbureau, hvor hun blev opdaget.

- Der sidder et professionelt modelbureau i dommerpanelet, så konkurrencen kan få pigerne til at nå langt, siger Claus Frandsen, der håber, at den lokale miss-kåring kan udklække endnu en stjerne.

Årets dommerpanel består af Kim Pajor fra Pajor reklamebureau, fotograf Patrick Kirkby, Sanne Wiese fra JS Booking ApS Model og Statistbureau samt Ulven Peter, som er kendt fra Paradise Hotel.

Præmier

- Førstepladsen vinder titlen som Miss Marielyst 2018, et rejsegavekort på 4000 kr. samt en optagelsesprøve hos JS Booking ApS Model og Statistbureau.

- Andenpladsen vinder en fotosession med fotograf Patrick Kirkby.

- Tredjepladsen vinder en overnatning for to personer på Oldfruen bed and breakfast inklusiv brunch.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App