Minister om psykiatrisygehus: Personalemangel er regionens ansvar

Forudsætningen for at levere den bedste behandling på psykiatrisygehuset i Slagelse er, at der er personale nok, lyder det fra sundhedsministeren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er store problemer med personalemangel på psykiatrisygehuset i Slagelse. Faktisk mangler der mellem fem og syv speciallæger og helt op mod 16 sygeplejersker, før der er fuld bemanding.

Og det manglende personale landede torsdag på sundhedsminister Sophie Løhdes (V) bord, da hun var kaldt i samråd af Socialdemokratiets Kaare Dybvad fra Holbæk-kredsen.

Ministeren konklusion på mødet var dog, at personalemanglen er Region Sjællands ansvar.

- Det er ingen hemmelighed, at Region Sjælland er udfordret, når det kommer til at skafde personale, og jeg er glad for, at de også til dels vedtager sig, at de har taget nogle ting lidt for let. Det har regnet med, at personalet automatisk ville komme, når de fysiske rammer var i top, siger hun og tilføjer:

- Det har personalet bare ikke gjort i det omfang, man havde forventet. Det gør, at man skal arbejde benhårdt og målrettet med at rekruttere det fornødne antal ansatte, og det ved jeg, at Region Sjælland er meget optaget af.

Fantastiske fysiske rammer

Sundhedsministeren understreger, at psykiatrisygehuset er meget vigtig for den psykiatriske behandling i Danmark.

- For mig er der ingen tvivl om, at psykiatrisygehuset i Slagelse er med til at hæve standarden i psykiatrien. Det er det første nye psykiatrisygehus, vi har fået i 100 år, og der er nogle fantastiske fysiske rammer, siger hun.

- Men forudsætningen for, at vi kan levere den bedste behandling til patienterne er, at der er personale, hænder og hoveder til rådighed.

Kaare Dybvad (S), der havde kaldt ministeren i samråd er enig i, at Region Sjælland har en del af ansvaret for at rekruttere medarbejdere, men slår fast, at det er sundhedsministeren, som bærer det overordnede ansvar.

- Så jeg er meget tilfreds med, at hun anerkendte det ansvar i dag, slutter han.


Nyhedsoverblik