Minister: Kommuner må ikke råde folk til at flytte kommune

Hvis kommuner opfordrer folk på kontanthjælp til at flytte kommune, har de misforstået opgaven, lyder kritik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kommuner råder borgere, der er ramt af kontanthjælpsloftet, til at flytte til andre kommuner, hvor boligerne er billigere.

Der er endda eksempler på, at hjemkommunen betaler indskud til boligen i den nye kommune og flyttebilen, beretter Socialdemokratiet.

Det er ikke i orden, slår beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) onsdag fast på et samråd:

- Hvis der er eksempler på, at borgere bliver vejledt på en sådan måde, så har man misforstået opgaven med at hjælpe borgere i økonomiske eller sociale problemer.

Vejledning justeret

Glostrup er en af de kommuner, hvor borgere på kontanthjælp er blevet vejledt til at søge bolig i for eksempel Lolland eller Guldbrogsund Kommuner. Den vejledning er nu blevet "justeret", forsikrer ministeren.

Hos Socialdemokratiet efterlyser beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen, at ministeren sender et hyrdebrev til kommunerne for at indskærpe reglerne:

- Det er fuldstændig vanvittigt at rådgive folk til at flytte til yderkommunerne, fordi det også er der, der ikke er ret mange job. Så de kan ikke komme i job, hvis man tvinger dem ud, hvor der ikke er job nok.

Rimeligt at stille krav

Jørn Neergaard Larsen understreger, at der altid vil være dele af landet, hvor der "er mindre gang i kedlerne", men at muligheden for at få et job ikke stopper ved kommunegrænsen.

- Det er helt rimeligt at stille krav om, at kontanthjælpsmodtagere skal søge og tage job, der ligger et stykke fra bopælen, siger ministeren og gentager, at kontanthjælpen er et "midlertidigt forsørgelsesgrundlag".

- Man kan med blot få timers beskæftigelse om ugen komme helt fri af kontanthjælpsloftet.

Hvad angår Lolland-Falster, erkender Jørn Neergaard Larsen, at der er "en problematisk trafik" af kontanthjælpsmodtagere og andre borgere på overførselsindkomster til kommunerne i området.

- Jeg ved, det er noget, kommunen arbejder med. Det er ikke noget, der er opstået som følge af kontanthjælpsloftet. Regeringens langsigtede vej ud af det her er et ønske om at skabe vækst i hele Danmark, siger han.


Nyhedsoverblik