Det vi har sammen

Minister kaldt i samråd: Jordemødre er for pressede og gravide er utrygge

Ellen Trane Nørby (V) var i dag kaldt i samråd, fordi fødeafdelingerne på landets sygehuse er pressede - blandt andet på Holbæk Sygehus.

Fødeafdelingerne på sygehusene – blandt andet på Holbæk Sygehus – er for pressede. Derfor blev ministeren kaldt i samråd.

Der mangler jordemødre på sygehusene.

Her i regionen er det særligt på Holbæk Sygehus, at de må løbe stærkt. Så stærkt, at selvom sygehuset var omfattet af den varslede lockout under overenskomstforhandlingerne i år, kunne der ikke undværes nogle varme hænder på fødestuerne.

Derfor var sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) indkaldt til samråd i dag. Men god grund, hvis man spørger Astrid Krag (S), der er medlem af sundheds- og ældreudvalget.

- Vi har problemer på landets fødeafdelinger med alt for pressede arbejdsdage på afdelingerne, men også utryghed for de fødende, siger Astrid Krag.

Det er selvfølgelig noget, der skaber en utryghed, at der er ligeså få på arbejde, som var der en nødsituation

Astrid Krag (S), medlem af sundheds- og ældreudvalget

- Det handler blandt andet om, at vi har en regering, der har fjernet penge fra fødeafdelingerne – penge, de hellere vil bruge på skattelettelser. Det, synes jeg, skriger til himlen.

Taler sit tydelige sprog

Og særligt dét, at bemandingen er så lav, at jordemødrene ikke kan være en del af en konflikt, gør indtryk på socialdemokraten.

Læs også Holbæk Sygehus: For få jordemødre til lockout

- Man må sige, at det taler sit eget tydelige sprog, når man ikke engang kunne have været en del af en konflikt, hvis det var kommet dertil, fordi ens hverdagsbemanding er lavere, end det der så ville have været nødbemanding. Det er selvfølgelig noget, der skaber en utryghed, at der er ligeså få på arbejde, som var der en nødsituation, siger Astrid Krag.

Men ifølge ministeren, så kan der være flere årsager til, at man ikke kan være en del af en konflikt, end at man er underbemandet.

- Det kan være vikarer, barselsvikarer, almen travlhed. Ligegyldigt hvad årsagen er, kan man sige, at vi som regering har et ønske om at styrke hele fødselsområdet i Danmark. Det er også derfor, vi har afsat øremærkede midler til at styrke fødselsområdet, men også har lavet et nationalt udspil til, hvordan vi kan udvikle hele svangeromsorgen i Danmark. Og det indebærer også at sikre nogle bedre arbejdsmiljøer og mere trygge forhold for de gravide, hvor der er bedre og skræddersyede forløb, lyder det fra Ellen Trane Nørby.

Samme problemer 

Ministeren forklarer, at de netop har forlænget de øremærkede midler endnu et år med 50 millioner kroner.

- De skal blandt andet gå til bedre arbejdsforhold for vores medarbejdere på fødselsafdelingerne, fordi det også er med til at skabe tryghed for de gravide, at der er ro på, siger Ellen Trane Nørby.

Vi har faktisk set et løft. Vi er ikke i mål endnu – det er derfor, vi har valgt at forlænge øremærkningen et år til

Ellen Trane Nørby (V), sundhedsminister

- Og så er det også vigtigt at sige, at nogle af de steder hvor vi valgte at undtage (fra lockout, red.), det var også, fordi man faktisk opfatter fødsler som et akut område, hvor man ikke bare kan gøre tingene om igen, fordi en fødsel kommer, når den kommer. Så det er også nogle steder et udtryk for, at man faktisk ønskede at sikre de gravide nogle ordentlige forhold – også under en eventuel konflikt.

Tilbage i november 2016 sagde du også, at der var øremærket yderligere 50 millioner kroner – hvorfor står vi stadig med de her problemer på fødselsgangene?

- Vi har faktisk set et løft. Vi er ikke i mål endnu – det er derfor, vi har valgt at forlænge øremærkningen et år til, siger Ellen Trane Nørby.

- Det er, fordi der stadig skal skabes bedre arbejdsforhold for medarbejderne, men der skal også udvikles med svangeromsorg i Danmark med mere skræddersyede forløb til de enkelte gravide med bedre mulighed for at vælge til og fra – blandt andet hjemmefødsler eller andre ting, som kan være med til at sikre et ordentligt graviditetsforløb. 

En opgave til regionerne

Mangler der jordemødre?

- Vi har haft en markant stigning i antallet af jordemødre på vores afdelinger, siger Ellen Trane Nørby.

Læs også Mangel på jordemødre på sjællandske sygehuse

- Men samtidig kan vi se, at der er nogle af de medarbejdergrupper, der tidligere har givet en hånd med, at de måske er blevet reduceret. Og derfor ligger der en opgave for regionerne også at skulle sørge for, at jordemødrene får tid til det, der er deres kerneopgave – nemlig at tage sig godt af de gravide og deres familier, og hele fødselssituationen og måske mindre noget af det, hvor andre faggrupper kunne gå til hånde, siger ministeren.

Antallet af børn er steget og stiger de kommende år – hvad skal man gøre for at imødekomme de nye børn, der kommer til verden?

- Det er rigtig glædeligt, at fødselstallet stiger i Danmark. Men det forudsætter også, at regionerne prioriterer fødselsområdet, siger Ellen Trane Nørby.

- Ellers får vi ikke sikret, at alle kommer trygt og godt til verden. Så der ligger en opgave derude, og vi er ikke i mål alle steder.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App