Minister: Det er en indflytningsplan, ikke en udflytningsplan

Ifølge Sophie Løhde (Venstre) skal regeringens nyligt fremlagte plan om flytning af statslige arbejdspladser ses som en indflytningsplan.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringen har fremlagt planen for flytningen af statslige arbejdspladser. 

I vores område får vi i alt 667 af de udflyttede arbejdspladser - i hele Region Sjælland er der tale om 931.

Men hvor mange medier kalder planen for en "udflytningsplan", så retter ministeren for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), det til en indflytningsplan.

- Det her er ikke nogen udflytningsplan, det er en indflytningsplan. Det er typisk alle københavnerne der sidder og snakker om udflytning, og det fortæller jo lidt om, hvordan øjnene ser. Det at få flere statslige arbejdspladser er jo en indflytning og ikke en udflytning for dem, siger Sophie Løhde (Venstre).

Følger penge med til uddannelser

En del af planen er også at en række uddannelsesinstitutioner opretter satellitafdelinger flere steder under de allerede eksisterende uddannelsessteder. I vores region er det blandt Kalundborg og Nykøbing Falster, der får de her underafdelinger.

Men i den forbindelse er kritikken, at regeringen samtidig har et sparekrav på uddannelsesområdet, så det kan virke som om, det er lige vidt, hvis man tilfører arbejdspladser, men samtidig sparer.

Men det afviser Sophie Løhde. 

- Mig bekendt bruger vi flere penge end nogensinde før på uddannelsesområdet. I forbindelse med de 10 uddannelsesstationer, som vi nu får fordelt rundt i hele landet følger også 150 milioner kroner med, siger hun og uddyber:

- Regeringen gør ikke det her som en økonomisk øvelse, det er en politisk prioritet at bringe Danmark bedre i balance, siger ministeren.

I alt bliver 1800 statslige arbejdspladser flyttet fra København til 49 byer i hele landet.


Nyhedsoverblik