Millionregning til spejderlejr splitter byråd

Stén Knuth (V) og Lis Tribler (S).

Det blev en ”klassisk” Slagelse-afgørelse i byrådet mandag aften. Et snævert flertal sagde nej til at søge om at blive vært for Spejdernes Lejr 2022.

Det kunne i værste fald komme til at koste skatteyderne i Slagelse Kommune helt op til 54,4 millioner kroner, hvis kommunen blev vært for gigantarrangementet Spejdernes Lejr 2022.

Det har forvaltningen regnet sig frem til. Så mange af skatteborgernes penge var et flertal i Slagelse Byråd ikke parate bruge her til aften. Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Liberal Alliance sagde klart nej til, at kommunen skulle søge om at blive vært for kæmpearrangementet med 40.000 deltagende spejdere og endnu flere gæster.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Jørgen Andersen (S), slog fast, at det skam kunne være meget spændende at få begivenheden til kommunen.

- Men vi har ikke pengene. Selv hvis beløbet var det halve, ville det være mere end svært for os at finde pengene. Der er ingen grund til at trække beslutningen i langdrag. Lad os træffe den endelige afgørelse i aften, sagde han.

Jeg har svært ved at forstå, hvordan regningen er vokset til godt 54 millioner kroner

Stén Knuth (V), byrådsmedlem

Venstre vil have beslutningen udskudt

Og 16 ud af byrådets 31 medlemmer var altså enige med ham. De øvrige 15 medlemmer - Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre - prøvede ellers at få udskudt beslutningen i tre uger. Helt frem til ansøgningsfristen.

De tre partier var skeptiske overfor det regnestykke, der ligger til grund for, at udgifterne til arrangementet løber op i over 54 millioner kroner. Samtidig ville de give spejderne mulighed for at finde flere sponsorer i erhvervslivet.

- Jeg har svært ved at forstå, hvordan regningen er vokset til godt 54 millioner kroner, sagde Stén Knuth (V).

- Jeg synes, vi bør efterprøve beregningerne. Og vi bør også give spejderne mulighed for at give os en status over, hvor langt de er nået med støtte fra private, virksomheder og så videre.

S: Mangler at høre fra erhvervslivet

Den unge Christopher Trung (V) var endnu mere kontant i sin kritik.

- Jeg synes, det er en hån, hvis flertallet ikke vil give bare tre uger mere til at til at få undersøgt beregningerne, at få undersøgt sagen ordentligt. Det skylder vi de mange ildsjæle, der har knoklet for det her projekt, sagde han.

Det imponerede ikke den politiske veteran Lis Tribler (S).

- Jeg mangler at høre fra det erhvervsliv, der tjener på, at der kommer så mange mennesker til kommunen. Hvis der var sponsorer, der stod parat med fem-ti millioner kroner, så havde vi nok hørt om dem. Og jeg mangler også at høre fra Venstre, hvad det er, vi skal nedprioritere, hvis vi skal bruger et stort millionbeløb på en uges spejderlejr? spurgte hun.

Det spørgsmål fik hun ikke noget svar på.

Jeg mangler at høre fra det erhvervsliv, der tjener på, at der kommer så mange mennesker til kommunen

Lis Tribler (S), byrådsmedlem

Lejren ville give indtægter til Slagelse

Det er blandt andet udgifter til leje af jord til den store lejr, kloak, vand, leje af telte og mobilscener, der gør regningen for spejderlejren så stor, skriver forvaltningen.

Til sammenligning brugte Holstebro 32 millioner kroner i 2012. For Sønderborg løb udgifterne op i 37 millioner kroner, da kommunen var vært for lejren i 2017.

Spejdernes Lejr 2022 giver også indtægter til Slagelse og især det lokale erhvervsliv. Firmaet Sport One vurderer, at arrangementet kan få stor markedsføringsmæssig værdi for kommunen.  ”Reklamen” er 4-6,5 millioner kroner værd, skriver firmaet i et notat til Slagelse Kommune.

De mange spejdere og gæster til lejren vil også give masser af omsætning i Slagelse. Sport One anslår, at det lokale erhvervsliv – blandt andet overnatningssteder og forretninger - vil kunne se frem til 31,5 millioner kroner ekstra i kassen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App