Nyheder fra din hverdag

Millioninvestering skal sende flere ledige i arbejde i Vordingborg

Vordingborg Kommune sender 7,7 millioner kroner i retning af folk på overførsler. Foto: TV ØST

Vordingborg Kommune vil ansætte mentorer til at give støtte til kommunens arbejdsløse. Det skal på sigt hjælpe dem i job.

Det er nemmere at få fart på cyklen, når det går ned ad bakke.

Med det credo in mente optrapper Vordingborg Kommune beskæftigelsesindsatsen ved at sende 7,7 millioner kroner i retning af folk på overførsler, mens der som nu er gode konjunkturer for virksomhederne.

Det skriver Sjællandske.

Mentorer skal hjælpe

De er møntet på cirka 160 personer, som man regner med at kunne hjælpe i enten uddannelse eller job ved en ekstra indsats.

- Vi ansætter 12 til 14 mentorer, hvis job det bliver at give vores ledige en skulder at støtte sig til. Undersøgelser viser, at man kan fastholde udsatte, hvis man blot gider ofre noget ekstra opmærksomhed og støtte, og tiden er rigtig i forhold til den ekstra indsats, påpeger initiativtager John Pawlik (DF) til Sjællandske.

Han blev bakket op i beslutningen af en næsten enig kommunalbestyrelse. Vordingborg Kommune regner med en besparelse på kommunale overførsler på 16,1 millioner kroner så initiativet er mere end finansieret, lyder det.

Tip os Har du et godt tip?