Millioner fra EU skal binde danskere og tyskere bedre sammen

EU har bevilget 10,5 mio. kr. til et projekt, der skal skabe bedre sammenhæng mellem den danske og den tyske side af Femern Bælt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Området både syd og nord for den dansk-tyske grænse i Femern Bælt-regionen skal rystes bedre sammen. Det skal ske gennem udviklingsprojektet KultKIT: dansk-tyske møder, som EU har valgt at støtte med 10,5 millioner kroner. 

Projektet realiseres i et samarbejde mellem fire danske og fire tyske projektpartnere, og det er Næstved Kommune, der er hovedansvarlig for projektet. Formanden for Kultur- og Demokratiudvalget i Næstved Kommune, Linda Frederiksen, har modtaget nyheden om EU-bevillingen med begejstring.

- Det er fantastisk, at vi kan fortsætte det gode arbejde med at udvikle grænseregionen og det naboskab, som Næstved Kommune er en del af, siger hun i en pressemeddelelse og henviser til, at kommunen satte sit første dansk-tyske kulturprojekt i søen i 2010 og har arbejdet med udvikling på området siden. 

quote Med den kommende Femern-forbindelse er det afgørende, at især børn og unge i både den danske og den tyske del af regionen kender til naboens sprog og kultur og mulighederne på den anden side af bæltet

Kim Dawartz, centerchef i Næstved Kommunes Center for Kultur og Borgerservice 

Et lignende projekt afsluttes netop her til sommer, og med den nye bevilling kan projektpartnerne bruge de erfaringer, der er opnået de seneste tre år til at fokusere på netop de metoder, der tidligere har givet de ønskede resultater.

Praktikpladser syd for grænsen

Centerchef i Næstved Kommunes Center for Kultur og Borgerservice, Kim Dawartz, glæder sig også over bevillingen.

- Sydsjælland og Lolland-Falster er en del af en grænseregion, som vi deler med vores naboer mod syd - de fleste af os tænker bare ikke så meget over det. Med den kommende Femern-forbindelse er det afgørende, at især børn og unge i både den danske og den tyske del af regionen kender til naboens sprog og kultur og mulighederne på den anden side af bæltet, siger han.

Projektet leder frem til en mere sammentømret region, når Femern-forbindelsen står færdig. Kim Dawartz nævner som eksempel, at der er ledige praktikpladser i den tyske del af grænseregionen, som danske unge ville kunne få glæde af.

- Men det er nødvendigt, at vi bygger mental bro og forbereder regionens borgere på at udnytte mulighederne, forklarer han.

Det nye, tre-årige projekt begynder den 1. august 2018 og har et samlet budget på knap 15 millioner kroner. På dansk side er det medfinansieret af partnerne Næstved Kommune, Vordingborg Kommune, Guldborgssund Kommune og Lolland Kommune, og på tysk side er det de fire tyske partnere Kreis Ostholstein, Stadt Fehmarn, Hansestadt Lübeck og institutionen Kastanienhof Oldenburg, der yder medfinansiering.

 


Nyhedsoverblik