Milliondyrt snevejr: Fygning har gjort regningen stor

Kommunerne i den sydlige del af regionen har brugt mange penge på snerydning og saltning. Det er ikke overstået endnu, men her er et foreløbigt overblik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vinteren havde egentlig været meget mild og - ikke mindst - skånsom ved de kommunale budgetter. Men så ramte kalenderen 27. februar, og så væltede sneen bogstavelig talt ned over den sydlige del af landsdelen.

- Der er kommet ekstremt meget på de her dage. Samtidig har det blæst, og jeg vil sige, at fygningen er det, der har drillet mest, siger Bjørn Buch, som er fagchef for Trafik, Park og Havne i Vordingborg Kommune.

- Lagde sneen sig bare, kunne man skubbe det væk, men når det blæser, kan man køre på de samme strækninger hele tiden, siger han.

quote Lagde sneen sig bare, kunne man skubbe det væk, men når det blæser, kan man køre på de samme strækninger hele tiden

Bjørn Buch, fagchef, Trafik, Park og Havne, Vordingborg Kommune

Al materiel og alle chauffører har været ude at køre på kommunens veje, og det har faktisk ikke været nok.

- Vi har haft borgere, der har siddet fast (sneet inde, red.) i et par dage ude på Møn, og vi har haft småveje ude omkring, vi ikke har fået ryddet. Så vi har haft gevaldige udfordringer, det skal vi da erkende, siger Bjørn Buch.

Ser ud til at overskride vinterbudgettet

Vordingborg Kommune er en af dem, der har fået mest sne de sidste par uger. Og det koster.

Kommunens årlige budget til vintertjeneste lyder på 7,5 millioner kroner. Det budget kommer sandsynligvis ikke til at holde i år.

- Jeg lavede et overblik i tirsdags, hvor vi havde brugt 3,4 millioner kroner på eksterne chauffører af traktorer, sneplove og saltere, altså det vil sige dem, som ikke er ansat i kommunen i forvejen, siger Bjørn Buch.

Derudover har vintertjenesten faste udgifter for 3 millioner kroner årligt, og så er vi oppe på 6,4 millioner kroner.

Sneplov
Læs også
Danmark i dybfryseren: Vejdirektoratet har været på overarbejde
Sneplov
Læs også
Danmark i dybfryseren: Vejdirektoratet har været på overarbejde

Men regnskabet stopper ikke der.

- Så har vi jo udgifter til salt, til følgeskader på materiellet og til aflønning af alle vores egne folk, der rydder sne ved institutioner og så videre, og det sner jo stadigvæk, så vi kører jo stadig og salter, siger Bjørn Buch, som ikke regner med, det kan holde sig indenfor de afsatte 7,5 millioner kroner.

Har brugt 2.000 tons salt på to uger

Budgettet for kommunernes vintertjeneste følger kalenderåret. Det vil altså sige, at de 7,5 millioner kroner, der er sat af til vintertjenesten i Vordingborg Kommune også skal dække udgifterne til snerydning og saltspredning til oktober, november og december.

Sådan er det også i Næstved Kommune.

Her er der i det årlige budget sat penge af til 5.000 tons salt. Men bare i løbet af de sidste 14 dage er der brugt over 2.000 tons.

- De sidste 14 dage har vi jo nærmest kørt snerydning og saltning i døgndrift, siger Morten Toft, som er driftchef i Park & Vej i Næstved Kommune.

quote Alt materiel har været ude at køre, og det koster 50.000 kroner i timen i en kommune som vores

Morten toft, driftchef, Park & Vej, Næstved Kommune

Kommunens budget lyder på 11,5 millioner kroner for en gennemsnitlig vinter.

Morten Toft kan ikke sige, om budgettet bliver overskredet i år, men der er ingen tvivl om, at de sidste par uger har været dyre.

- Alt materiel har været ude at køre, og det koster 50.000 kroner i timen i en kommune som vores, siger driftchefen, som også fortæller, at det har været tydeligt at se, at det især har været i den sydlige del af Næstved kommune, der er faldet mest sne.

Også her har fygning og vedvarende snevejr været udfordringen.

- Hvis bare sneen falder mellem klokken 23 og klokken 02 om natten, så kan vi klare det med en enkelt rydning tidligt om morgenen, men når det falder klokken 6 og bliver ved med at sne og fyge, så kører plovene jo konstant, siger han.

Håber vinteren stopper nu

I Guldborgsund Kommune har man fra den 27. februar og frem til i mandags den 5. marts brugt halvdelen af vinterbudgettet på 11 millioner kroner.

Det fortæller centerchef Christian Refstrup fra Teknik og Miljø til Folketidende.

- Nu må vinteren godt stoppe. (...) Der skal jo også være penge tilbage, hvis det bliver tidligt vinter, når vi når til sidst på året, siger han til avisen.

Læs også
Sneplov kørte galt: Måtte vente fem timer på hjælp
Læs også
Sneplov kørte galt: Måtte vente fem timer på hjælp

I Lolland Kommune holder man sig fortsat inde for budgettet på 8,6 millioner kroner.

Her siger en tommelfingerregel, at to tredjedele af budgettet kan bruges først på året, mens den sidste tredjedel bruges sidst på året, og det holder foreløbigt.

- Men vi ser gerne, at vinteren slutter for denne gang, siger direktør i Lolland Kommune, Bjarne Hansen til Folketidende.

I Faxe Kommune lyder vinterbudgettet på 5,4 millioner kroner. Her er der foreløbigt blevet brugt fire millioner, oplyser Allan Grasberger, kommunikationskonsulent i Faxe Kommune.

- Så nu må foråret godt snart komme, siger han.

Stevns: Vi har ligget underdrejet

På Stevns har de sidste to uger også budt på masser af sne.

- Vi har været rigtig hårdt ramt, især af snefygning. Vi har ligget total underdrejet, siger Jacob Asbjørn Jacobsen, leder af Vej & Materielgården i Stevns Kommune.

Kommunen har 400 km veje, som skal saltes og ryddes for sne, og inden det voldsomme snevejr satte ind for nyligt, havde Vej & Materielgården brugt cirka 1000 tons salt denne vinter.

- Men i løbet af de sidste 14 dage har vi brugt næsten 500 tons salt, fortæller Jacob Asbjørn Jacobsen. 

Hvor mange penge, han og kollegerne har brugt i forhold til budgettet, kan han ikke sige noget om endnu.

- Jeg vil tro, vi har brugt mellem en fjerdedel og en tredjedel af det samlede budget, så alt taget i betragtning er det jo fornuftigt. Men hvis vi siger, at en uge med sne, som det vi har haft de sidste 14 dage, koster os 500.000 kr. om ugen, så skal det ikke sne mange uger, før vi skal til at tærre på reserverne, fortæller han.

Vinteren 2010 var tre gange så dyr

Selvom de seneste par uger altså har været dyre, så husker flere af de kommunalt ansatte vej og park-folk tilbage påvinteren 2010, hvor man havde fem måneder med frost og sne.

- Den vinter kostede Vordingborg Kommune 22 millioner kroner, fortæller Bjørn Buch.

quote Vi sidder ikke og er nervøse for at vi skal fyre. Der kommer en indsprøjtning fra kommunekassen til at dække udgifterne, det er i hvert fald aftalen

Bjørn Buch, fagchef, Trafik, Park og Havne, Vordingborg Kommune

Morten Toft fra Næstved Kommune har også hørt om den vinter.

- Den kostede kommunekassen tre gange så meget som en gennemsnitlig vinter, fortæller han.

Når vinterbudgettet ikke holder, er det dog ikke noget, der får cheferne for vintertjenesterne til at ryste i bukserne.

- Vi sidder ikke og er nervøse for, at vi skal fyre. Der kommer en indsprøjtning fra kommunekassen til at dække udgifterne, det er i hvert fald aftalen, siger Bjørn Buch fra Vordingborg Kommune.

 


Nyhedsoverblik