Årsrapporten viser et minus på 64,5 millioner kroner i det seneste regnskabsår for HerregårdsPension Aggersvold ApS.
Det skyldes, at selskabet har nedskrevet værdien af selskabets ejendomme med 60 millioner kroner.
Det skriver Nordvestnyt.
HerregårdsPension Aggersvold ApS er en del af Aggersvold Gods nord for Jyderup. I foråret blev godset sat til salg for 150 millioner kroner.
- Når en ejendomsmægler har vurderet prisen til 150 millioner kroner samlet, har vi nedskrevet værdien i regnskabet. De 60 millioner kroner vedrører det selskab, der omfatter stakladen, udlejningsejendommen, hestestalden, ridehuset og administrationsbygningen, siger Johan Schrøder til Nordvestnyt.
Sælger grundet lungesygdom
Johan Schrøder overtog ejendommen i 2003 og har siden brugt mange penge på at sætte godset i stand. I maj 2017 følte han sig dog nødsaget til at sælge Aggersvold på grund af dårligt helbred.
- Jeg har fået en lungesygdom, som gør, at jeg om nogle år hele tiden skal opholde mig i nærheden af et sygehus. Og så kan jeg ikke bo på Aggersvold, fortalte Johan Schrøder til Nordvestnyt tilbage i maj.
- Derfor er salget et forsøg på rettidig omhu, så min kone og mine børn ikke skal have det at slås med, når jeg ikke er her længere.
Johan Schrøder er tidligere ejer af og direktør for Radiometer, som hans far var med til at grundlægge.