I dag fordeles stjernerne: Michelin-uddeling har enorm betydning for lokalområdet

Mandag aften er der uddeling af Michelin-stjerner. I vores område ligger to Michelin-restauranter, og de har enorm betydning for området.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stjerne er ikke bare en stjerne i Michelin-sammenhæng.

En stjerne kan blåstemple en restaurants kvalitet, og en stjerne kan have enorm betydning for hele området omkring en restaurant.

quote Det er årets største <em>sportsbegivenhed</em> i Odsherred

Britta Tøndborg, leder af museerne i Odsherred, Museum Vestsjælland

I vores område kan man finde to af de eftertragtede stjerner. Én på Dragsholm Slot i Odsherred og én på Hotel Frederiksminde i Præstø.

Mandag aften bliver det afgjort, om stjernerne forbliver, eller om der måske kommer flere til, når Michelin holder sin årlige uddeling.

Enorm betydning for området

Det er ikke kun køkkenholdet i restauranterne, der med spænding følger med i uddelingen. For betydningen af de eftertragtede stjerner rækker langt udover dørtærsklen ved en Michelin-restaurant. Det fortæller turistchef i Visit Odsherred, Hans-Jørgen Olsen.

- Det betyder specielt meget for Odsherred. Den stjerne, de har fået, bygger jo på, at de henter deres råvarer lokalt. For eksempel har de altid en lokal vin på deres kort. Det understreger Odsherred som et fødevareproducerende område, siger Hans-Jørgen Olsen om Slotskøkkenet på Dragsholm Slot, der fik sin Michelin-stjerne i 2017.

Hans-Jørgen Olsen fortæller, at området i forvejen er et stort turistområde med cirka 25.000 sommerhuse og en årlig turist-omsætning på 1,6 milliarder kroner. Derfor er det svært at konkludere, hvilken økonomisk gevinst, en Michelin-stjerne konkret er for området.

- Der er ikke nogen undersøgelse, der viser, at det er på grund af Michelin-stjernen. Men vi kan se de seneste par år, at døgnforbruget hos turister er steget, lyder det.

Hotel Frederiksminde var en af de første til at modtage en Michelin-stjerne udenfor de store byer i Danmark.
Hotel Frederiksminde var en af de første til at modtage en Michelin-stjerne udenfor de store byer i Danmark. Foto: TV2 ØST

Også i det sydsjællandske kan man mærke, at en Michelin-stjerne kom til egnen i 2016, da Hotel Frederiksminde i Præstø blev indlemmet i den prestigefyldte klub.

Marketingschef i Visit Sydsjælland-Møn, Mike Olesen, fortæller, at man de seneste år har set flere overnatninger i området, og han er ikke i tvivl om, at en Michelin-belønnet restaurant har været en del af den udvikling.

- Alle rejser jo efter mad i princippet. Ingen vil komme hjem og sige, at de har spist dårligt, siger Mike Olesen.

Og når folk kommer for at spise godt, så drypper det på områdets andre attraktioner.   

- Det er med til at fange interesse, og så vælger de at besøge andre steder, forklarer Mike Olesen.

Årets største sportsbegivenhed

Hos Museum Vestsjælland kan man tale med på, at området omkring en Michelin-restaurant også får en bid af kagen. Britta Tøndborg er leder af museerne i Odsherred for Museum Vestsjælland. Hun er næsten helt øm i fingrene af at krydse dem før aftenens uddeling.

- Det er årets største sportsbegivenhed i Odsherred. Det betyder enormt meget, siger hun.

michelin5.jpg
Læs også
Lokale Michelin-restauranter er optimistiske – regner med flere stjerner til provinsen
michelin5.jpg
Læs også
Lokale Michelin-restauranter er optimistiske – regner med flere stjerner til provinsen

For når folk kommer fra nær og fjern for at spise på en Michelin-restaurant, så gør de det ofte til lidt af en tur. Og især fordi Dragsholm ligger i Vandkantsdanmark, fortæller Britta Tøndborg.

- Vi bliver lidt en destination. Altså hvis man kører til Dragsholm Slot, så skal der også ske noget andet. Og der har vi også en fornemmelse af, at vi bliver en del af turen, lyder det fra museumslederen.

Ligner status quo

Uddelingen af de nordiske Michelin-stjerner foregår mandag aften i Aarhus. Det er første gang, at stjernerne skal uddeles udenfor København på dansk grund. Køkkenchefen på Hotel Frederiksminde, Jonas Mikkelsen, er inviteret til overrækkelsen, og det alene ser han som et positivt tegn.

- Forventningen er helt klart, at vi beholder vores stjerne. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle miste den. Vi er jo inviteret derop, så det ville være ret kynisk, hvis vi skulle miste vores stjerne, fortæller han.

Jonas Mikkelsen, køkkenchef på Hotel Frederiksminde, forventer ikke endnu en stjerne i aften.
Jonas Mikkelsen, køkkenchef på Hotel Frederiksminde, forventer ikke endnu en stjerne i aften. Foto: TV2 ØST

Til gengæld skal man nok heller ikke sætte næsen for højt op efter mere end det. For godt nok kan man i Michelin-sammenhæng få helt op til 3 stjerner, men det bliver næppe i denne omgang, at endnu en stjerne lander i regionen, spår ejeren af Dragsholm Slot, Mads Bøttger.

- Både vi og Hotel Frederiksminde arbejder selvfølgelig på at få en stjerne mere. Men jeg tror, der kommer til at gå lidt længere tid. Sådan er det typisk med guiden. De skal lige se én an, siger Mads Bøttger.

Aftenens uddeling forgår i Musikhuset i Aarhus og starter klokken 18.


Nyhedsoverblik