Michelin offentliggør stjerner: To restauranter beholder stjerner

Det blev status quo for vores område, da Guide Michelin mandag uddelte stjerner til gastronomiske oplevelser i norden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Slotskøkkenet på Dragsholm Slot og Hotel Frederiksminde får lov til at beholde deres Michelin-stjerner i 2018.

Det står klart, efter fordelingen af stjerner i Guide Michelin mandag sen eftermiddag blev offentliggjort ved et arrangement på Københavns Rådhus.

Det er tredje år i træk, at restauranter i vores område får stjerner.

- Det er skønt, dejligt. Det har været lidt mere stille og roligt i år. Jeg har været lidt mindre nervøs og har ikke kunne se, hvad vi skulle have gjort anderledes, siger Jonas Mikkelsen, køkkenchef på Hotel Frederiksminde til TV ØST.

I 2016 blev Hotel Frederiksminde i Præstø belønnet med en stjerne. I 2017 fik både Hotel Frederiksminde og Slotskøkkenet på Dragsholm Slot en stjerne.

Restaurant Babette i Vordingborg fik ingen stjerne

Også Restaurant Babette i Vordingborg har været nævnt som en oplagt modtager af en stjerne i guiden. Restauranten må dog klare endnu et år uden en stjerne.

Babette blev dog udråbt som en såkaldt Bib Gourmand restaurant – det vil sige en restaurant, hvor man spiser godt til en rimelig pris.

At Babette ikke fik nogen pris kommer ikke bag på dem.

Tidligere mandag oplyste køkkenchefen på restauranten, at de ikke ventede at modtage en stjerne – blandt andet fordi de ikke har set nogle inspektører i restauranten i år.

Betyder meget for lokalområdet

Guiden har en stor betydning for lokalområdet – især mentalt.

Det fortæller Hans-Jørgen Olsen, der er direktør for Visit Odsherred.

- Det betyder rigtig meget for selvforståelsen her i Odsherred, at Slotskøkkenet på Dragsholm Slot fik en stjerne sidste år – især blandt vores lokale fødevareproducenter. Vi kan mærke en stolthed og en lyst til at udstille det, som vi kan – og en lyst til at udvikle nye ting, siger han til TV ØST.

Udkommer for 118. gang

Michelin-guiden udkom første gang i Frankrig i 1900, og var oprindeligt mest af alt en guide til benzinstationer og autoforhandlere på landet – med kun begrænset fokus på spisesteder og overnatningsmuligheder.

Formålet med guiden var at få bilisterne til at køre ud i landet. Det ville samtidig betyde slitage på de ret bløde dæk i samtiden – hvilket ville sikre Michelin bedre salg af dæk.

Gradvist har guiden dog fået stadig mere fokus på gastronomi og fine hoteller – og i 2015 blev guiden for første gang udgivet i en særlig nordisk udgave med plads til flere restauranter. Den nye version gav også plads til flere restauranter i guiden.


Nyhedsoverblik