Nyheder fra din hverdag

To sorte kufferter skal sørge for bedre mobildækning

Mette Hansen Foto: TV ØST

I kampen om at udrydde mobilhuller har Odsherred Kommune sat Mette Hansen og to sorte kufferter på en særlig mission.

Odsherred Kommune har sat Mette Hansen på en særlig opgave.

For at kortlægge netværksdækningen har kommunen nemlig afsat en medarbejder til at køre rundt i seks dage på en planlagt rute med 65 adresser.

I en bil ligger to kufferter med hver fire mobiltelefoner med sim-kort fra teleselskaberne TDC, Telia, Telenor og firmaet 3. Den ene taske måler netværksforbindelsen på 3G-netværket, mens den anden måler forbindelsen på 4G-netværket.

Målinger giver et mere virkeligt billede

Taskerne opsamler data fra mobilmålingerne, som firmaet Netplan modtager i Aarhus. Når de har fået data fra alle seks gennemførte målinger – samler de al dataen og analyserer tallene, så de har en idé om, hvor der er god og dårlig dækning.

På den måde kan de foreslå Odsherred Kommune, hvor netværksforbindelsen skal opgraderes med master. 

 

 

Læs også Minister om huller i mobildækning: Ikke godt nok

De fysiske målinger skal bruges som redskab for at presse selskaberne til en bedre mobildækning, hvis den viser sig at være dårlig nogle steder i kommunen. På den måde kan selskaberne tvinges til at sætte en mast op, så borgerne kan få en ordentlig og sikker mobildækning.

Analysekufferterne tager nemlig højde for de udfordringer, som matematiske modeller kan have svært ved at forudse.

Aftale udløber i år

Kommunens 4-årige telefoniaftale med TDC udløber i 2017. Derfor skal en ny aftale falde på plads. Enten med TDC eller et andet telefonselskab. Den nye aftale sendes i udbud i slutningen af 2017.

Borgmester Thomas Adelskov (S) har længe kæmpet for en bedre mobildækning, og han glæder sig over et redskab, der kan presse teleselskaberne.

- Vi forventer, når vi går i udbud med vores mobil- og datatjeneste, at vi så stiller krav om at vi skal sætte nogle master op eller at der skal være nogle antenner som retter sig ind over nogle områder, hvor der i dag er dårlig mobildækning, siger Thomas Adelskov til TV ØST.

Må flytte sig for bedre signal

Én af dem, der er generet af det svingende mobilsignal, er socialpædagog Anne Eliasen. Hun må bevæge sig rundt på grunden omkring sit sommerhus på Rørvig-Nakke Halvø, fordi signalet konstant ændrer sig. 

Anne Eliasen Foto: TV ØST

Læs også Stevns-borgere frygter, at dårlig mobildækning hindrede livredning

Hun er rigtig træt af det dårlige mobilsignal i området.

- Når man bare skal snakke med nogle andre, når man skal købe noget.  Eller når man f.eks. skal ringe til sit job, så kan det være rigtig svært at komme igennem. fortæller Anne Eliasen, der også har svært ved at koordinere aftaler med sine børn, når hun ikke kan få fat på dem.

Håber på præcise målinger

Borgmester Thomas Adelskov er optimistisk forud for resultaterne af de fysiske målinger:

- Vi håber vi får et meget fysisk og praktisk materiale, som viser meget præcist, hvordan dækningen er i kommunen, og det kan vi så bruge i dialogen med teleselskaberne og vi kan bruge det til at stille krav, når vi byer vores teletjenester ud, siger han

Netplan forventer at præsentere den virkelige netværksdækning til kommunen midt i juli måned.

Tip os Har du et godt tip?